Formørkelsen af et album, ’The Firstborn Is Dead’, står stadig som en værdig opfølger til Nick Caves debut – det er en plade fyldt med mørk og dekonstrueret blues. ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Efter ’From Her to Eternity’, var Nick Cave hurtigt på banen med en opfølger, som han sammen med The Bad Seeds gik i Berlins Hansa-studie for at indspille i slutningen af 1984.

Konceptet var – efter en idé fra guitarist Blixa Bargeld – at lave et bluesalbum. Men resultatet er bestemt ikke blues i traditionel forstand, for igen piller Cave og Bad Seeds deres egne sange helt fra hinanden, og bygger dem op igen fra bunden.

Ildevarslende tordenvejr åbner pladen og semirockabilly-sagen ’Tupelo’ – Caves hyldest til Elvis, som fødtes i byen af samme navn – som bygger på John Lee Hookers-bluesen af samme navn, og sammen med ’Black Crow King’, samler den debutens dystre stil op.

Alligevel er ’The Firstborn Is Dead’ ikke en lige så fuldendt fortvivlet og dæmonisk som sin forgænger. Måske fordi man her fornemmer, at Cave & co. rent faktisk morer sig lidt.

Scroll ned for at læse videre…

Sort humor
Hele albummet igennem har Cave et glimt i øjet, om det så er via hans varulvehyl i den ellers absurd mørke ’Train Long-Suffering’ eller det er i fortolkningen (med nye vers) af ’Wanted Man’, som Bob Dylan i sin tid skrev til Johnny Cash.

Tekstmæssigt markerer ’The Firstborn Is Dead’ også starten på en ny æra for Cave, der går i gang med at finpudse den form for ”mordballader”, han bedst er kendt for, og som han senere opkalder et helt album efter. Den sorthumoristiske ’Say Goodbye to the Little Girl Tree’ er nok det bedste eksempel.

Bag Cave giver The Bad Seeds alt hvad de har – uden nogensinde at drukne i genrens klichéer – og maler igen en ganske uforlignelig mareridtsagtig musikalsk stemning, som man kunne kalde for dødsblues.

Fortryllende fumleri
Albummets højdepunkt er nok ’Knockin’ on Joe’, hvor Cave fortæller en tvetydig historie set fra en fanges fængslede (og fængslende) synsvinkel – musikalsk lyder det som Nicks forsøg på at opdatere Bob Dylans bistre ’Ballad of a Thin Man’.

Pladen eskalerer langsomt i stemning, og når sit klimaks under sidste sang, ’Blind Lemon Jefferson’ – Caves egen fortolkning af de sidste timer af Jeffersons liv, som aldrig er blevet opklaret. Sangen er dog først og fremmest Blixa Bargelds; han fumler fortryllende med sin bottleneck-guitar bag Nick Cave, der endda sætter tid af til at puste fortvivlet i en mundharmonika. Det skal høres, før man for alvor forstår det.

’The Firstborn Is Dead’ er ikke blot et vellykket forsøg udi at skabe et ”alternativt” bluesalbum, det manifesterede også Caves position som 1980’ernes vigtigste sangskriver, men det når ikke helt op på debutens niveau.

Se videoen til 'Tupelo' her: