Adele er vendt tilbage med et brag.

Fredag 15. oktober udkom hendes nye single 'Easy on Me', og siden har den britiske sangerinde væltet sig i rekorder, skriver CNN.

Singlen er Adeles tredje hitliste-single i Storbritannien efter 'Someone Like You' og 'Hello'.

Desuden har hun fire sange, der har ligget nummer et på den amerikanske Billboard Hot 100-hitliste.

På blot en uge er sangen blevet streamet 24 millioner gange og har dermed overgået rekorden på 16,9 millioner streaminger, som blev sat af Ariana Grande med '7 Rings' i 2019.

Samme dag, som sangen udkom, annoncerede Spotify på Twitter, at Adele havde slået rekorden for mest streamede sang på en enkelt dag med 'Easy on Me'.

Som om det ikke var nok, har sangen også, ifølge Official Charts, haft det mest succesfulde salg på en uge med 217.300 styk. Det er det højeste, siden Ed Sheerans 'Shape of You' udkom i januar 2017.

'Easy on Me', der handler om Adeles skilsmisse fra iværksætteren Simon Konecki, er hovedsinglen fra det kommende album '30', som er hendes første nye musik i seks år.

I et interview med det amerikanske Vogue fortalte Adele, at '30' var blevet en måde at forklare tingene til sin søn på – blandt andet hvorfor hans forældre ikke længere bor sammen.

»Den er følsom for mig, den her plade, alene på grund af, hvor meget jeg elsker den,« sagde Adele til bladet.

'30' er sat til at udkomme 19. november.