Seks måneders intensiv træning kulminerede med en sejr. Det var ikke uden bump på vejen, men til slut kunne Robert Hansen hive det store smil frem.

Med halvsikre fodtrin, armene i vejret og direkte kurs mod sin personlige træner. »Jaaaahhhh!« lød det fra skuespiller Robert Hansen.

Målet var nået. Et år efter han måtte afbryde musicalen Dirty Dancing i Tivolis Koncertsal efter første akt, fordi han mistede bevidstheden og skulle akut hjerteopereres, har han nået sit ultimative mål.

Han kan kalde sig powerman.

Islands Brygge var badet i skinnende sol. Sveden dryppede, og glæden var stor. Det var ikke en helt almindelig søndag ved havnebadet og Langebro. Tusindvis af mennesker var på plads for at se venner og familie gennemføre årets Powerman Denmark, som i den klassiske udgave lyder på 10 km løb, 60 km cykling og endnu en omgang 10 km løb.

For et halvt år siden mødtes BT med Robert Hansen for første gang for at tage hul på hans livs projekt: At gå fra hjertesyg til powerman. Den folkekære skuespiller ses normalt i populære familiefilm og på de skrå brædder, og derfor var det også et noget anderledes syn, da han pludselig lå i en hospitalsseng og havde fået åbnet brystkassen, pillet hjertet ud og fået det sat ind igen.

Benene føles ofte som gummi, når man træder af cyklen efter 60 km i sadlen. Der var heller ingen tvivl om, at turen havde sat sig i skuespilleren. Foto: Claus Bech
Benene føles ofte som gummi, når man træder af cyklen efter 60 km i sadlen. Der var heller ingen tvivl om, at turen havde sat sig i skuespilleren. Foto: Claus Bech
Vis mere

Nu lever han med en kunstig hjerteklap, som han konstant kan høre og mærke. Men det skulle ikke stoppe ham i at nå titlen som powerman.

Det var dog ikke uden bump på vejen, at 36-årige Robert Hansen gennemførte søndagens løb.

Fik det underligt

»De første 10 km løb og 30 km cykling var perfekte. Jeg havde det så godt. Men så fik jeg det underligt,« sagde han efter løbet.

Efter de 60 km på cykel ud over det sydlige Amager kom Robert Hansen ind til Islands Brygge, hvor start- og målområdet var. Som ved alle lignende duatlon- eller triatlonløb var der en skiftezone, hvor deltagerne skulle sætte deres cykel og skifte til løbetøj, inden de sidste 10 km skulle trampes af sted.

Det var dog en ret rødmosset og tydeligt udmattet skuespiller, der satte benene på asfalten efter to en halv time i cykelsadlen.

»Da jeg stod af cyklen, troede jeg, at jeg skulle besvime,« siger Robert Hansen.

I skiftezonen, hvor deltagerne stiller deres cykler og gør sig klar til sidste omgang løb. Robert Hansen brugte ca. syv minutter ved første skift og seks minutter ved andet. Foto: Claus Bech
I skiftezonen, hvor deltagerne stiller deres cykler og gør sig klar til sidste omgang løb. Robert Hansen brugte ca. syv minutter ved første skift og seks minutter ved andet. Foto: Claus Bech
Vis mere

Energi- og væskeniveauet var totalt i bund. Den massive mængde sol, ulidelige varme og utallige dråber sved havde sat deres spor. Forude ventede dog stadig de sidste 10 km løb, som Robert Hansen tog hul på klokken 12.05, hvor varmen var på sit højeste.

»Jeg gik helt kold på de første fem kilometer (af de sidste 10 km løb, red.). Jeg var svimmel og svajede frem og tilbage på vejen. Det gjorde mig sgu lidt bange, og jeg frygtede, at jeg var nødt til at komme ind og ligge ned, så jeg ikke kunne komme i mål,« siger Robert Hansen, som tæt på fem kilometer-mærket kom gående ind med sin personlige træner Tanja Hultengren Larsson ved sin side.

Der var seriøst brug for mental førstehjælp samt væske og frugt. Heldigvis gjorde det underværker at få tanket op på energien.

Klar til mountainbike

»Jeg tænkte bare, ’du kan ikke tillade dig at gå kold nu, der er kun fem kilometer tilbage’.«

Endelig i mål! Efter fem timer, ni minutter og 25 sekunders kamp i den bagende sol. Men projektet lykkedes! Foto: Claus Bech
Endelig i mål! Efter fem timer, ni minutter og 25 sekunders kamp i den bagende sol. Men projektet lykkedes! Foto: Claus Bech
Vis mere

De allersidste kilometer foregik i det tempo, Robert Hansen kunne overkomme i varmen. Og selvom man som tilskuer næsten troede det skulle være umuligt at hive sig selv op igen, kom Robert Hansen løbende i mål efter fem timer, ni minutter og 25 sekunder.

»Det er rigtig, rigtig flot, at han kom tilbage. Havde vejret været anderledes, var det hele gået bedre og nemmere,« konstaterede hans personlige træner Tanja Hultengren Larsson efter løbet, mens Robert Hansen med overskud udbrød:

»Nu må jeg komme med ud at køre mountainbike Tanja!«

Man kan altså ikke sige, at lysten til flere eventyr på cykel blev svedt ud i søndagens 25 grader.

»Jeg synes bare, det er så stort, fordi jeg havde den krise midt i det hele. Og jeg glæder mig til at dele det med hele verden,« siger en lettet og begejstret Robert Hansen.

  • Roberts tider:

’Race’ viser den samlede tid for gennemførelse, ’split’ er deltider og ’clock’ er klokkeslættet, som det så ud ved forskellige start-, slut- og deltider. Mens ’T 1st’ og ’T 2nd’ er den tid, Robert Hansen var om at skifte først fra løbetøj til cykeltøj, og så fra cykeltøj til løbetøj.
’Race’ viser den samlede tid for gennemførelse, ’split’ er deltider og ’clock’ er klokkeslættet, som det så ud ved forskellige start-, slut- og deltider. Mens ’T 1st’ og ’T 2nd’ er den tid, Robert Hansen var om at skifte først fra løbetøj til cykeltøj, og så fra cykeltøj til løbetøj.
Vis mere

Robert gennemfører Powerman og omfavnes af sin træner Tanja Hultengreen Larsson
Robert gennemfører Powerman og omfavnes af sin træner Tanja Hultengreen Larsson
Vis mere