De sidste mange år har Danmarks Radio fået kritik for, at de ikke bruger nok penge på Eurovision. Det gælder særligt sceneshowet under de blot tre minutter, hvor den danske grandprix-artist optræder.

Følg finalen live på bt.dk HER

Men i år er det helt anderledes. Når Emmelie de Forets lørdag aften træder ind på scenen i Malmø Arena, vil der under showet være både guldkonfetti, vindmaskine og et vandfald af fyrværkeri.

- I år har det på mange måder været en gave for os, at det har været i Malmø. Vi har egentlig det samme budget, som vi plejer at have. Men fordi det ikke er så dyrt for os at rejse til Malmø, som det er at rejse til Aserbajdsjan, og fordi hele delegationen ikke behøver at bo fast i Malmø for at det kan hænge sammen, så kan vi putte nogle flere penge i sceneshowet, siger underholdningschef i DR, Jan Lagermand Lundme.

- Jeg har hele tiden haft det sådan, at jeg gerne ville optimere forskellige ting i forbindelse med grandprixet. Det vigtigste er stadigvæk at have en god sang og en god artist, men vi har set, hvordan mange af de andre lande før har stor succes med et godt sceneshow, siger han. Men han mener også, at mange lande bruger unødvendigt mange penge på det tre minutter lange show.

- Hvis man f.eks. tager Hviderusland, så fyrer de simpelthen alt af sted, hvad man overhovedet kan tænke sig af rekvisitter på den scene, og det er fint og deres smag. Vi har i stedet gået ind og set på, hvordan vi kan understøtte følelserne i sangen ved forskellig sceneteknikker. Det er ikke et kæmpe brag, men det går ind og giver nummeret en god visuel effekt, og det har været fantastisk at kunne gøre det i år, siger han.

Mens værtslandet Sverige og European Broadcasting Union betaler hele gildet i Malmø, er det op til hvert enkelt land at betale for de rekvisitter, de bruger under showet, forklarer Jan Lagermand Lundme. Hvor meget årets sceneshow har kostet, vil han dog ikke kommentere på.

FØLG FINALEFESTEN LIVE

bt.dk har samlet det flotteste grand prix-hold til at dække finalefesten i aften. I Malmø Arena er fotograf Betina Garcia og Grandprix-reporter Christina Pedersen på plads, mens BTs fotograf Bax Lindhardt og journalist Kirstine Ottesen følger den euforiske fest i gaderne. I København sidder Danmarks største Melodi Grand Prix-nørd, Steffen Dam, og BTs helt egen grandprix-ekspert, Jan Eriksen, og deler ud af deres viden. Følg festlighederne minut for minut HER   

Andre læser også