- Hvis man ikke elsker musik efter i aften, så ved jeg ikke hvad.

Sådan lyder det fra Pilou Asbæk, der tirsdag aften debuterede som grand prix-vært, da den første semifinale i dette års Internationale Melodi Grand Prix løb af stablen.

- Det var fuldstændig enestående. En fantastisk oplevelse. Alle forventninger blev indfriet, siger Pilou Asbæk om oplevelsen.

Også showets kvindelig vært Lise Rønne er stolt af showet.

- Det var en super dejlig oplevelse. Jeg formåede at nyde det. Publikum bar os igennem, og det gik, som vi ville have, at det skulle gå.

Det var dog ikke alle seere, der var lige begejstrede for showet. På de sociale medier var der heftige skriverier om særligt værternes rolle.

- Vi ved, at der vil komme en del kritik i forbindelse med så stort et show. Sådan er det. Man kan ikke gøre alle tilfredse. Og det tager vi med, sagde Nikolaj Koppel tidligere på ugen.

Efter tirsdagens show var det dog ikke de negative kommentarer, han valgte at fokusere på.

- At mærke de store følelser og fællesskabet fra publikum gjorde vores arbejde nemt. Jeg glæder mig mega meget til torsdag og ikke mindst lørdag, siger han efter tirsdagens show.