I går aftes sad jeg sammen med tre veninder, der alle kunne bidrage med en post-historie. En havde sendt invitationer ud til konfirmationen og på en af konvolutterne formastet sig til at skrive nr.46 i stedet for nr. 49. Brevet kom retur med et ’ubekendt efter adressen’, og så havde man (det må vel have været Postnord) pillet frimærket af.

Jeg har engang været på virksomhedsbesøg hos Post Danmark, hvor jeg blev vist en smart maskine, som efter sigende kunne detektere den slags problemer OG finde den rigtige modtager, inden brevet kom ud, men den maskine må så være gået i stykker siden da!!

En anden veninde fortalte, at hun havde sendt et valentins-kort her i februar. Der stod både modtager og afsender med korrekt adresse, og med de nye priser kostede det 27 kroner at sende. Kortet kom bare aldrig frem. Eller tilbage for den sags skyld.

Den sidste veninde havde modtaget en mail fra sit nye arbejde om, at hendes kontrakt var blevet afsendt med posten. Den ankom ni dage senere. Hun skrev den under og postede den retur efter helt almindelig takst. Den nåede frem efter 11 dage. Altså i alt 20 dages svartid. Hun sendte endda fra et posthus i København city.

Jeg kan godt forstå, det er blevet dyrere at sende breve, men det er rigtig ærgerligt, at vi ikke i Danmark kan finde ud af at finansiere et ordentligt postvæsen, der kan være garant for, at posten kommer ud i bare nogenlunde forsvarlig tid, uden at man skal ofre penge på et quickbrev. Jeg kan også godt forstå, at man langt ude på landet (hvor jeg selv bor) ikke nødvendigvis kan tømme postkassen hver dag, men så burde det være en selvfølge, at de breve, man afleverer på et posthus, ekspederes med det samme. Uden at man skal betale ekstra 19 kroner for det (27 kroner for et quickbrev mod 8 kroner for et langsomt brev).

Vi har lagt det i hænderne på Postnord, som indtil videre har forklaret sit milliard-underskud med, at vi er få mennesker i Danmark og sender markant færre breve end f.eks. svenskerne, hvorfor portoen er nødt til at begynde ved 27 kroner for de breve, der skal ud fra dag til dag.

Den udmelding har fået mig til lommeregneren:


Vi er 5,6 mio. danskere. Svenskerne er små 10 mio. indbyggere. Dvs næsten dobbelt så mange. Nu antager vi, at svenskerne sender dobbelt så mange breve pr. indbygger, som vi gør. Dermed vil der i Sverige være i runde tal fire gange så mange breve. Det burde betyde, at et almindeligt brev i Sverige skulle koste en fjerdedel af, hvad det koster i Danmark. Et almindeligt brev i Sverige koster, hvad der svarer til fem danske kroner. Et almindeligt brev i Danmark, kunne man så argumentere for, skulle koste 20 kroner. Forskellen er så bare, at breve til mindre end 27 kroner i Danmark, som ikke er sendt fra et posthus, simpelthen ikke kommer ud før…tjah hvornår?

Der er sikkert en utrolig god forklaring på, hvorfor det er lidt dyrere i Danmark. Det kunne have noget med lønniveauet at gøre f.eks. Det argument godtager jeg. Men kan nogen så fortælle mig, hvorfor posten kan være op til 11 dage om at komme frem i Danmark, mens den leveres fra dag til dag i Sverige?

Og her kommer så det helt festlige regnestykke:

I Sverige koster det 19,50 svenske kroner at sende et almindeligt brev til Danmark. Det svarer til 15 danske kroner. Jeg skal ikke kunne forklare hvorfor, men brevet ekspederes samme dag fra sverigessiden og kommer på en eller anden måde frem to dage senere i Danmark. Jeg ved det. For jeg har boet i Sverige i nu 15 år og sender ugentlig flere breve til Danmark. Helt old-school papirbreve.

Danskerne ville med andre ord spare penge, hvis de kunne acceptere en ekstra ekspeditionsdag og proppe deres breve i en svensk postkasse. Lad os lige lege med tanken et øjeblik:

En frisk ung mand eller kvinde laver en aftale med nogle store virksomheder om, at han eller hun hver dag henter firma-posten og sørger for at sende den af sted for 20 kroner pr. brev, hvilket vil sige 7 kroner billigere end quickpost-taksten. Det er vel ikke helt utopisk, at det i København kunne blive op til 1000 breve pr. dag. Når dagen er ved at være omme, tager den unge mand eller kvinde et smut til Sverige (med en brobizz kan turen gøres for ca. 120 kroner t/r). Fra posthuset i Sverige sendes brevene nu til 15 kroner stykket. Indtjeningen er dermed 5 kroner pr. brev. Dvs en dagsgage på op mod 5000 kroner. Posten kommer ud to dage senere i Danmark, men virksomheden, der måske skulle have 100 breve med den dag, har sparet 700 kroner. Alle er glade.

Det lyder åndssvagt. Og det er fordi, det ER åndssvagt! Hele vejen rundt.

Skulle du nu sidde med det fejlagtige indtryk, at Postnord fungerer langt bedre i Sverige end i Danmark, så lad mig komme med en lille anekdote fra i tirsdags:

Jeg har været i Thailand. Mine drenge er kede af, at der aldrig kommer breve til dem, så jeg satte mig og skrev et langt håndskrevet brev til hver af dem og tegnede en lille tegning. Brevene sendte jeg af sted i hver sin konvolut og overlod til hotellet i Thailand. På hotellet vurderede man, at de skulle sendes anbefalet. Det kostede 8 kroner i øvrigt. I tirsdags modtog vi så en talon på hvert af brevene.

Desværre er min ældste søns pas bortkommet, men da jeg havde begge mine drenge med på postkontoret, kunne beskrive de to breves udseende, påvise at det var min skrift udenpå og i øvrigt fortælle, hvor de var sendt fra, tænkte jeg, at det nok gik. Det gjorde det ikke! Den svenske postdame holdt hårdt på reglerne: Vi måtte få lavet et nyt pas, hvis den ældste skulle have udleveret brevet. Men den yngste kunne få sit, hvis han lige skrev under på talonen.

»Hov,« sagde jeg, »han er jo et barn og umyndig.«

»Men han skal skrive under personligt på modtagelsen.«

»Jo«, sagde jeg »men hvad hvis det var en baby?«

»Man kan ikke sende anbefalede breve til en baby.«

»Okay« sagde jeg så, »hvad hvis det var en handicappet, der ikke kunne skrive.«

»Så kunne han ikke få sit brev«

»Så du siger altså,« spurgte jeg for at være sikker, »at Postnords politik er: Ingen arme, ingen breve?«

»Ja,« svarede hun.