Lyt til artiklen
Flere passagerer beretter om utryghed på Københavns Hovedbanegård søndag eftermiddag, hvor flere fodboldfans kaster med kanonslag på stedet.

Søndag aften møder ærkerivalerne Brøndby IF og FC København hinanden i Superligaen. Vanen tro fylder holdenes fan-grupperinger meget i bybilledet op til kampen, men denne søndag blev flere kanonslag årsag til utryghed på Københavns Hovedbanegård.

- Perronen var fuldstændig overproppet med FCK-fans, og der stod flere DSB-vagter for at forhindre dem fra at falde ned på skinnerne. De smed en del kanonslag, og folk blev meget bange. Der var flere, der skreg, mens børn græd, siger et vidne på stedet til bt.dk.

Københavns Politi er siden ankommet til stedet, og de melder om styr på tingene.

- Der er 600-700 fans, der skal med toget nu. Der har været enkelte kanonslag dernede, men vi er tilstede, og jeg synes, at der er styr på det, siger vagtchefen hos Københavns Politi.

Der er ekstra tænding op til denne kamp, der starter på Brøndby Stadion klokken 19.00. De to klubber ligger side om side i tabellen på tredjepladsen, og en eventuel vinder vil dermed overhale konkurrenten.