____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Et overraskende og noget rystende syn mødte en politibetjent fra Nordsjællands Politi, da han på en ellers rutinepræget vagt i august gennemsøgte et hus i Helsingør. I garagen, under et tæppe, fandt han et vanrøgtet barn på anslået fire år.

Forældrene til drengen, der i forvejen har fået tvangsfjernet seks børn, har i al hemmelighed fået det syvende barn. Ingen kendte til drengen. Overhovedet. Det skriver Helsingør Dagblad.

Det var også et rent tilfælde, at politiet overhovedet fandt drengen. De var kaldt til familiens villa på Skovsgårdsvej i Helsingør for at efterforske kriminalitet. Under ransagningen finder de drengen skjult under et tæppe bag en bil i garagen. Drengen blev naturligvis straks tvangsfjernet. Drengen var i rigtig dårlig fysisk og psykisk tilstand, da politiet fandt ham i forbindelse med politiaktionen.

Den fireårige dreng har været skjult for omverdenen i en sådan grad, at ingen var klar over, at barnet eksisterede. Derfor har myndighederne også været nødt til at anslå alderen på drengen ved at måle tykkelsen på hans knogler.

Parrets seks øvrige børn, der alle tidligere er blevet tvangsfjernet, blev netop fjernet med henvisning til, at de blev isoleret i villaen.

Forældrene er blevet sigtet i sagen efter en paragraf i straffeloven, der kan give op til to års fængsel.

Politiet fandt også 340.000 kroner i forbindelse med ransagningen. Penge, der nu er overdraget til Skat.

Kender du noget til sagen? Tip os på 1929@bt.dk.