En dramatisk redningsaktion udspillede sig natten til lørdag i Randers, da en kvinde kørte i havnen.

Kort efter midnat rykkede Østjyllands Politi ud med betjente, dykkere, helikopter og båd.

Det skriver Randers Amtsavis.

En 49-årig kvinde fra Randers var kørt direkte udover havnekanten og ned i vandet i sin bil ved Kulholmsvej i Randers. Bilen sank ikke med det samme, men blev taget af strømmen og drev 500 meter udad.

»Vi havde heldigvis en patrulje tæt på, og inden for fem minutter, var der to betjente fremme. De fordelte sig på hver sin side af havnekanten og løb så med bilen ud ad,« fortæller vagtchefen hos Østjyllands Politi, Peter Tholstrup-Jørgensen, til Randers Amtsavis.

Betjentene kom i kontakt med kvinden i den synkende bil, og instruerede hende i at få selen løsnet, klæde sig af og kravle ud af vinduet i passagersiden. De kastede en redningskrans ud til kvinden og en båd fik reddet hende i land.

Kvinden blev kørt på hospitalet i Randers, men var ifølge politiet ikke kommet noget til.

Den 49-årige var kørt i havnen med vilje, og hendes familie er nu kontaktet.

Efter redningsaktionen bliver de to hurtige betjente indstillet til en hæderspris.