En unik halskæde, der tilhørte en af de rigeste passagerer ombord på Titanic blev i lørdags stjålet fra udstillingen 'Titanic - The Exhibition', der i øjeblikket kører i Tivoli.

Men selvom smykket har en værdi af 14.000 Euro, kunne tyven være sluppet afsted med et langt større bytte. Ved siden af den stjålne halskæde lå nemlig et andet smykke, der er langt mere værd.

US-CANADA-SCIENCE-HISTORY-TITANIC1

- Derfor tror vi heller ikke, det er professionelle, der står bag, for smykket, der lå lige ved siden af, er mange gange mere værd, uden jeg præcis kan sætte tal på, siger presseansvarlig i Tivoli,Torben Plank til Bt.dk


Den unikke halskæde forsvandt fra sin udstillingsmontre lørdag mellem kl.10 og 12.33, hvor en sikkerhedsvagt opdagede at halskæden var væk.

- Vi ved at smykket var der, da vi åbnede udstillingen kl. 10, så det må være sket i det tidsrum, siger Torben Plank.



Politiet er i øjeblikket i gang med at gennemse overvågningsbilleder fra udstillingen, men endnu har man ikke identificeret en gerningsmand.

Halskæden der altså var med om bord, da luksuslineren ramte et isbjerg ud for New Foundland i 1912 tilhørte et medlem af Widener familien, der var blandt de rigeste som havde købt sig adgang til det majestætiske skibs jomfrurejse.

Og fordi halskæden er så unik og let genkendelig, vil den også være stort set umulig at sælge, vurderer ejeren af Titanic udstillingen Luis Ferreiro fra Musealia.



Tivoli frygter derfor, at tyvene vil være tilbøjelige til bare at smide smykket væk, når de finder ud af, at de ikke kan få penge for det. Der er udlovet en dusør på 1000 euro for oplysninger, der kan lede til sagens opklaring.

På trods af det manglende smykke vil udstillingen fortsat være åben til og med den 30. december i H.C. Andersen Slottet i Tivoli.