»Uanstændig opførsel.«

Sådan kaldte Midt- og Vestjyllands Politi tidligere torsdag aften en hændelse mod en ambulance over for B.T.

Her skulle en sølvgrå VW Golf have overhalet en ambulance, hvorefter man fra et sidevindue afskød fyrværkeri mod frontruden af ambulancen.

22.15 var en ambulance uden udrykning på vej fra Ringkøbing og kom kørende østgående af Dronningens Boulevard inde i Herning. Herefter blev der affyret ukendt, kraftigt fyrværkeri mod ambulancen, der havde en patient i bårerummet, fortalte politiet.

Krudtet var så kraftigt, at føreren var ved at miste kontrollen over ambulancen.

Politiet opfordrede føreren af den sølvgrå golf til at melde sig selv, og fortalte at de ellers nok selv skulle finde ham.

Torsdag aften har han nu meldt sig selv, skriver politiet på Twitter.

»Føreren af den rundkastede Golf har meldt sig selv og han har oplyst, at han havde kendskab til hvem, der havde afskudt det omtalte fyrværkeri. Tak for hjælpen til alle,« lyder det i tweetet.

Ifølge politiet er ingen kommet til skade.