En 38-årig kvinde fra Nordjylland blev i sidste uge anholdt for en stribe af indbrud.

Kvinden har erkendt fire indbrud, men politiet mistænker hende for yderligere seks-otte indbrud.

De tre af indbruddene, som kvinden har erkendt, er begået i det vestlige Jylland og ét er begået på Fyn - udfordringen med dét ene indbrud er bare, at kvinden ikke umiddelbart kan huske præcis, hvor indbruddet et begået.

»Hun har erkendt, at hun har været et sted på Fyn. Det er vi i fuld gang med at efterforske,« fortæller Knud Lauridsen, politikommisær fra Midt- og Vestjyllands Politi, der har sagen.

Fælles ved alle indbruddene er, at de er sket, mens familierne har begravet deres kære.

»Kvinden har erkendt, at indbruddene er begået, mens folk er til begravelser. Men hun vil ikke fortælle, hvor hun har den viden fra,« siger Knud Lauridsen.

»Det er da specielt, må vi sige. Det er noget, der rammer folk på følelserne. Det gør noget ved de forurettede,« fortæller han.

I alt har politiet sikret flere end 1.000 tyvekoster under en ransagning på kvindens bopæl.

»Hun har haft travlt. Det er et fuldtidsjob,« lyder det fra politikommisær Knud Lauridsen fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Tyvekosterne udgør en værdi af op mod en million kroner. Det drejer sig hovedsageligt om smykker, men politiet har også fundet elværktøj og andre let omsættelige varer.

I januar kunne vi her i B.T. fortælle historien om en familie på Fyn, der havde haft indbrud i præcis det tidsrum, hvor familien holdt bisættelse og gravøl.

Forude venter nu politiet i det midt- og vestjyske et større arbejde med at få kædet alle tyvekosterne sammen med forskellige indbrud rundt omkring i landet.

Politikommisær Knud Lauridsen opfordrer borgere, der har oplysninger i sagen - eller har en mistanke om, at kvinden har været på besøg hos dem - til at kontakte politiet på telefonnummer 1-1-4.