Aquila forlystelsen i Tivoli blev kort før kl. 14.00 stoppet, da en kvinde sad fast i den vilde forlystelse.

Det oplyser presseafdelingen i Tivoli til bt.dk.

- Der var problemer med at få bøjlen op, så derfor sad kvinden fast. Men det tog under 10 minutter at få hende fri. Og hun var jo på jorden, så det var ganske udramatisk, lyder meldingen fra Tivoli.

Dog blev forlystelsen, der åbnede i Det Muntre Hjørne i april, af sikkerhedsmæssige årsager lukket, mens problemet blev gennemgået og løst. Ifølge bt.dks oplysninger var forlystelsen stadig lukket indtil kl. ca. 17.10. 
Aquila er ifølge Tivoli en halsbrækkende forlystelse, hvor man stiger om bord i kæmpe ørne, og centrifugalkræfter af styrken 4G slippes løs. Der vil være forskellige forprogrammerede ture - i mange af dem vil man opleve København på hovedet.