Selv om Danmark i løbet af det seneste døgn er blevet ramt af to terrorattentater, må vi ikke lade frygten få grobund. Det sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) søndag på et pressemøde i Statsministeriet.

»De kommende dage vil være hårde at komme igennem. Vi skal forstå, hvad der har ramt os, men vi skal også insistere på at leve som dem, vi er. Vi skal passe vores arbejde, som vi plejer at gøre. Vi skal færdes, som vi plejer. Vi skal tænke og tale, som vi vil. Vi er dem, vi er,« sagde Helle Thorning-Schmidt.

Det var i det hele taget en dybt berørt statsminister, der søndag kommenterede de to skudepisoder, som har kostet en 55-årig mand livet ved kulturcentret Krudttønden på Østerbro og dræbt en ung jødisk mand ved synagogen i Krystalgade i indre København. Helle Thorning-Schmidt benyttede lejligheden til at takke politi og myndigheder for deres indsats - en indsats, der har såret fem politifolk. Og hun sendte tanker til de dræbte og såredes pårørende.

»De skal vide, at de på denne sorgens dag ikke er alene med deres sorg. Vi deler den alle,« sagde Thorning.

Samtidig udtrykte hun sin dybeste medfølelse med det jødiske samfund i Danmark. Når man angriber personer fra det jødiske samfund, angriber man vores demokrati og alle danskere, fastslog hun.

»Jeg vil sige direkte til det jødiske samfund, at jeg er dybt berørt af det, der skete i nat. I er en vigtig del af det danske samfund, og I står ikke alene.«

Se også: Lejlighed ransages efter skuddrama i København

De tilstedeværende journalister var blandt andet interesserede i at vide, om det, der nu betegnes som et terrorangreb, vil resultere i flere ressourcer og øvrige beføjelser, men det ønskede statsministeren søndag ikke at uddybe. Helle Thorning-Schmidt forsikrede dog, at hun allerede har bedt myndighederne vurdere, om Danmark har tilstrækkelige ressourcer.

Senere søndag vil Helle Thorning-Schmidt orientere alle partiledere om situationen.