Et hedeområde i Sydjylland har lørdag været ramt af en naturbrand.

Branden opstod på Randbøl Hede syd for Billund omkring klokken 15.

Klokken 17 var flere end 50 brandfolk fortsat i fuld gang i området.

– Der er fortsat kraftig brand i Gailvang plantage, vi har indsat enheder fra 9 stationer, og mere end 50 brandfolk er i øjeblikket i gang med slukningsarbejdet. Hold jer venligst væk fra området, lød det fra Trekantområdets Brandvæsen på Twitter.

Klokken 18 vurderer vagtchefen dog, at man har "rimelig godt overblik over det derude".

Der er nu spredte brande i hedeområdet, men man har kontrol, siger vagtchefen til Ritzau.

– Der er punktvis brande derude, som vi er i gang med at håndtere lige nu, og vi er fortsat massivt til stede i forhold til, at det hurtigt kan blusse op igen.

– Det, der er i det, er, at med naturbrande kan det godt være lidt drilsk. Det kan hurtigt blusse op igen, hvis vinden vender eller andet. Men som det er lige nu, er der kontrol med det, siger Casper Christensen.

Randbøl Hede syd for Billund er lørdag eftermiddag ramt af en naturbrand. Foto: Presse-fotos.dk
Randbøl Hede syd for Billund er lørdag eftermiddag ramt af en naturbrand. Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Ved branden, der beskrives som omfattende, har der også været over 20 brandkøretøjer til stede i løbet af dagen.

Ifølge Jydske Vestkysten er det ikke første gang, heden bliver ramt af en naturbrand.

Også i maj 2018 fik flammerne fat i den tørre natur på Randbøl Hede. Her kæmpede 120 brandfolk mod flammerne i tre døgn, og cirka 410 hektar skov og natur blev brændt af.

Branden efterlod godt to tredjedele af Randbøl Hede helt sort.