'Han så, hvem det var, og bakkede så lukt ind i mig,' skrev Søren Pind i en statusopdatering på Facebook, efter at hans parkerede bil blev påkørt første juledag sidste år. Men det kan ikke bevises, siger politiet.

- Vores opgave har været at løfte bevis for, at bilisten skulle have påkørt Søren Pinds bil med vilje, men på baggrund af de forklaringer vi har fået, må vi konkludere, at det er påstand mod påstand, siger Jørgen Peter Sørensen, der er vicepolitikommisær på Station City og oplyser, at bilisten, der påkørte Søren Pinds bil, får en bøde for at påkøre bilen og derefter flygte fra gerningsstedet.

Sørens Pinds bil blev påkørt om aftenen første juledag i Københavns nordvestkvarter, og han rasede derefter på Facebook, hvor han blandt andet offentliggjorde nummerplade og bilmærke på den bil, der påkørte ham.

- Hyg dig med politiet, flugtkørsel og bevidst påkørsel af politiker skal nok gå godt i retten, skrev Pind.

Ifølge Jørgen Peter Sørensen sker der ikke mere i sagen, medmindre en af parterne er utilfredse med afgørelsen.

- Hvis en af parterne er utilfreds og gør en indsigelse, kan sagen ende i retten, men ellers sker der ikke yderligere, siger vicepolitikommisæren.



Efter Pinds rasen på Facebook, fik han en række eksperter på nakken, der mente, at han var på kant med persondataloven, da han offentliggjorde oplysningerne om bilisten. Den kritik afviste Søren Pind også på Facebook og kaldte det endda 'vås og gak gak'.

- Kendte jeg navnet på en mand, der begik en forbrydelse mod mig, ville jeg til hver en tid anmelde det og offentliggøre det. Jeg er i givet fald part. Og jeg skal dels stå på mål for min anmeldelse, skrev Søren Pind blandt andet som svar på kritikken.



Og nu er Søren Pind aktiv på Facebook igen. Han undrer sig over, at han ikke selv har hørt fra politiet før medierne:

- Påkørslen og flugten får idioten bøde for på flere tusinde - hvorfor får avisen det så til at se ud, som om jeg er den skyldige? Kan jeg klage over de ikke vil gå videre med den bevidste påkørsel, vil jeg overveje det. Og ellers? Synes det er mærkeligt, at politiet orienterer medierne før mig. Sgu mærkeligt at være borger i dette land. Og næh, ellers har jeg ikke flere kommentarer, skriver han i en statusopdatering på fredag eftermiddag.

Søren Pind ønsker ikke at uddybe opdateringen over for bt.dk, men skriver i en sms fra USA, hvor han pt. befinder sig, at han fortsat ikke har hørt fra politiet.