Den kendte HA-rocker 'Blondie' blev skudt ned foran øjnene af sin søn. Han blev såret af skud i benene. Et vidne fortæller om mordforsøget. Pistolmand var maskeret med hvid støvmaske.

Den kendte HA-rocker Bent Svane Nielsen ”Blondie', 51, er blevet skudt og såret nær sit hjem på Frederiksberg. Drabsforsøget skete foran øjnene af hans søn og et vidne. Han er tilsyneladende ramt af to skud i begge lår.

'Blondie' var Hells Angels fredsmægler under rockerkrigen i midten af 90´erne, hvor han sluttede fred med Jim Tinndahn fra Bandidos for åben TV-skærm.

Han er kørt til Rigshospitalets traumecenter, men meldes udenfor livsfare.

- Jeg hørte et skud og kiggede ud af vinduet og så hans bil køre ind i buskene, hvor den holdt stille. Så gik en spinkel og mørklødet fyr, der bar hættetrøje og havde en hvid støvmaske for ansigtet, hen til bilen og skød på halvanden meters afstand, siger vidnet Claus til bt.dk.

Skuddene lød som små knald, så vidnet tror ikke, at der blev skudt med en stor kaliber. Efter skyderiet steg 'Blondies' søn ud af bilen, mens top-rockeren blev siddende og ventede roligt på ambulancen.

På stedet får bt.dk oplyst, at gerningsmændene formentlig sad og ventede på en bænk, da 'Blondie" og hans søn gik hen på p-pladsen og startede sin grønne Fiat. Drabsforsøget virker meget planlagt.

VED DU NOGET? Var du vidne til episoden eller har du billeder fra området? Så tip B.T. HER

Den centrale efterforskningsleder Michael Clausen oplyser på stedet til bt.dk, at der er affyret seks skud mod 'Blondies' bil og et eller to skud har ramt ham.

"Blondies" søn blev ikke ramt. Det var angiveligt sønnen, der slog alarm.

Flygtede på knallerter
Politiet står uden spor af gerningsmændene i øjeblikket.

De flygtede på en mindre rød knallert mod Jagtvej. Mændene beskrives som indvandrertyper. "Blondie" var ifølge vidner iført arbejdstøj og ikke sin Hells Angels-vest.

Skudoffer tog det helt roligt
Bent 'Svane' Nielsen har boet i området i mange år. Et vidne, Sertan, siger til bt.dk, at "Blondie" sad i sin bil og ventede på ambulancen. - Jeg tilbød at køre ham på hospitalet, men han sagde: - Det gør ikke noget. Jeg venter bare.

Bent Svane Nielsen har tidligere afsonet 16 års fængsel for dobbelt-drabet på to Bullshit-rockere på restaurant Søpromenaden under den første rockerkrig mod Bullshit.

Politiet har afspærret et større område omkring gerningsstedet. Den kvæstede var ved bevidsthed, da ambulancen kørte med ham.

Bent Svane Nielsen er én af de fire Hells Angels rockere, som næste år kan fejre 30 års jubilæum som medlem af Hells Angels.

Han har været med i MC-klubber siden 1975, hvor han startede som rocker i "Dirty Angels".

LÆS MERE OM DEN KENDTE ROCKER HER: BLONDIE MED I SIN TREDJE KRIG

Bent Svane Nielsen er leder af Hells Angels afdeling "Nomads" på Lindgreens Allé på Amager. Det har han været siden 1996. Han bærer klubbens "Filthy Few" mærke, fordi han har slået ihjel for klubben. To Bullshit-rockere formastede sig ind på Hells Angels territorium på Restaurant Søpromenaden i Øster Søgade og "Blondie" stak dem begge ihjel med kniv. Det kostede ham 16 års fængsel.

VED DU NOGET? Var du vidne til episoden eller har du billeder fra området? Så tip B.T. HER



bt.dk følger sagen...