I tre år glemte en nu 29-årig kvinde at betale skat af de penge, som liderlige mænd betalte for at se hende på Internettet

Verdens ældste erhverv kan udøves under mange former, og i Danmark er de allesammen skattepligtige.

Den lille detalje havde en nu 29-årig kvinde fra Mors lige glemt, da hun oprettede en lille nebengeschæft, hvor hun lod mænd kigge på sin nøgne krop, mens hun behandlede den på unævnelige måder foran et webcam.

Kvinden blev aflønnet af et firma, der betalte hende alt efter, hvor mange der fulgte med i kvindens øvelser, skriver Nordjyske.dk.

Der var bare lige den hage, at de 600.000 kroner, som firmaet udbetalte til kvinden fra 2006 til og med 2008 var b-skattepligtige.

Kvinden forklarede i retten i dag, at hun faktisk ikke havde haft noget at gøre med det økonomiske arrangement. Det var noget, hendes ekskæreste havde taget sig af, og hun havde blot skrevet under på den stiplede linje, når han bad hende om det.

I midlertid flyttede manden ud allerede i 2007, mens kvinden fortsatte sin forretning frem til slutningen af 2008.

Og i dag faldt regningen altså. 370.000 kroner retur til Alfons Skattefar.

Kvinden har ifølge nordjyske.dk stoppet sit virke og lever nu et ganske andet liv, hvor hun er påbegyndt en uddannelse.

Men det kan da være, hun skal genoptage den for at betale sin regning...