En dommer i Roskilde vurderer, at der er begrundet mistanke om, at en 61-årig mand står bag tre drab i byen. Derfor bliver han varetægtfængslet i fire uger, skriver Ekstra Bladet.
Efter politiets opfattelse har den 61-årige mand siden midten af februar dræbt tre personer i Roskilde - to kvinder og en mand. Dermed lever han op til kriterierne for at kunne kaldes seriemorder.
Som afslutning på dagens grundlovsforhør ved byretten i Roskilde besluttede dommeren, at der var begrundet mistanke om, at den 61-årige mand havde begået alle tre drab.
Derfor fik politiet medhold i, at manden skulle varetægtsfængsles, så han dels ikke kunne påvirke efterforskningen, og dels ikke har mulighed for at begå ny kriminalitet.
Manden nægter sig skyldig og er af retten blevet beskyttet af et navneforbud.
Lars Krogsgaard, der er vicepolitiinspektør i Midt- og Vestsjællands Politi, fortæller nu ifølge Ritzau, at den varetægtsfængslede mand kendte alle de tre personer, han er sigtet for at have slået ihjel.
Drabsofrene er en 58-årig mand, derblev fundet død i sit hjem 16. februar, en 52-årig kvinde, der blev dræbt 6. marts, samt en 59-årig kvinde, der blev fundet dræbt fem dage senere.
Den dræbte mand var ifølge oplysninger til B.T. nabo til den nu sigtede, mens de to dræbte kvinder var naboer til hinanden i en etagebebyggelse i Vestergade i Roskilde for socialt udsatte.
Den 61-årige slap for to år siden på et hængende hår fra at blive indspærret på ubestemt tid i forvaring.
Det havde Retslægerådet ellers anbefalet, fordi man anså ham for så farlig, at han udgjorde en nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed.
Et splittet nævningeting i Roskilde besluttede dog med ni dommerstemmer mod tre, at den nu drabssigtede i stedet skulle idømmes en straf på 10 måneders fængsel.
Det skyldtes, at han bevæbnet med en økse gennem flere dage et års tid før havde truet flere personer og begået hærværk i Roskilde.
I retten havde den nu 61-årige mand beskrevet sig selv som et dårligt menneske. Han fortalte, at han længe havde haft et ønske om at tage et andet liv. Og han fik det bedre af at se andre, der havde det dårligere en ham.
Anklageren fremlagde også en lang række håndskrevne notater, som politiet dengang havde fundet ved ransagninger hos ham. I et af dem stod blandt andet 'Blev glad for at slå ihjel'.
Det afviste han dog i retten handlede om mennesker. I stedet forklarede han, at det refererede til, at han i en tidligere periode af sit liv havde givet sig selv selvtillidsøvelser, som blandt andet bestod i at spise levende dyr og insekter.