'Hvad har en 63-årig kvinde fra Esbjerg til fælles med et ældre ægtepar i Aabenraa og en 67-årig kvinde fra Sønderborg?'

Sådan indleder Syd- og Sønderjyllands Politi en advarsel, de netop har udsendt.

Svaret er, at de alle er eksempler på ældre borgere, der er blevet ringet op af kriminelle, som har forsøgt at franarre dem eksempelvis NemID-login for at kunne lænse deres bankkonto, skriver politiet.

Fælles for opkaldene har været, at de kriminelle har udgivet sig for at være fra politiet, der ville hjælpe de ældre borgere med deres konto, som svindlerne løgnagtigt påstod var ved at blive hacket.

Siden september har Syd- og Sønderjyllands Politi modtaget fem anmeldelser fra ældre personer, der har været udsat for denne type kriminalitet.

Også i Østjylland har flere ældre borgere oplevet at blive snydt af svindlere, der udgav sig at være fra enten politiet eller banken.

Derfor advarer lederen af politiets forebyggelsessektion, vicepolitiinspektør Jacob Rindom, ældre borgere om, at det finder sted.

Politiet understreger også, at hverken bank eller politi vil ringe til dig og bede om dine koder eller kreditkort.

Hvis du får opringninger som disse, så læg røret på igen.

Her kan du få råd til, hvordan du undgår at blive snydt, når du handler med andre på nettet, og hvordan du beskytter dig mod indbrud i netbank, identitetsmisbrug, boligsvindel eller at blive brugt som muldyr for ulovligt erhvervede penge.