Onsdag til fredag afholdt Syd- og Sønderjyllands politi i samarbejde med SKAT en storstilet aktion i området omkring den tysk-danske grænse. Hovedformålet var at fange østeuropæiske tyveknægte på vej ud af landet.

Rumænere med tyvekoster fra indbrud og litauere med stjålne cykler, motorsave og højtryksrensere. Det er kun nogle af resultaterne af den tre dage lange udrejsekontrol gennemført af Udlændingekontrolafdelingen (UKA) hos Syd- og Sønderjyllands Politi og SKAT.

Vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllandspoliti, Palle Linné, er meget tilfreds med aktionens resultat.

- Jeg ser det helt bestemt som en succes. Vi fanger nogle af dem, som er formålet med kontrollen, og det var østeuropæere, som stjæler og tager tyvekosterne med ud af landet, siger han.

Ifølge Palle Linné er udrejsekontrollen ikke noget nyt tiltag fra politiets side. De finder sted hver dag i større eller mindre omfang, og ugens storstilede aktion har som nævnt fungeret efter hensigten. Se nogle af politiets fangster her:

- Tre rumænske statsborgere viste sig at have udbytte fra indbrud iblandt andet Vojens i bilen. De to har i forvejen indrejseforbud. De er fredag fremstillet i grundlovsforhør og fængslet til den 9. juni 2011.

- En litauisk mand havde i sin varevogn to ATV motorcykler, en havetraktor, to cykler, to motorsave og to højtryksrensere. Alt formodentligt stjålet. Han bliver i dag fremstillet i retten i Sønderborg.

- To litauere i en personbil havde fem cykler med. Den ene cykel er meldt stjålet. Hvorvidt de skal fremstilles i grundlovsforhør besluttes senere lørdag.

- En polsk statsborger havde i sin bil formodentlig stjålet kosmetik. Også her bliver det senere lørdag besluttet, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

- En varevogn indregistreret i Storbritannien med en litauisk ejer viste sig at have falske forsikringspapirer. De to litauere i bilen medbragte ulovlig peberspray samt værktøj, der kan bruges til indbrud. Mændene blev afhørt, fik en bøde og blev løsladt.

SKAT havde nogle af følgende sager:

- 16 arbejdsudlejningssager. Det vil udlændingen, der ikke opfylder de danske regler for arbejde.

- 12 tilfælde af sort arbejde, heraf en person, der har arbejdet sort ved en navngiven landmand i tre år.

- En bil blev konfiskeret, og ejeren fik desuden 83.500 kr. konfiskeret.

- Det blev konstateret at et dansk vikarbureau udlejer arbejdskraft, men indbetaler ikke A-skat.

- En arbejdstager viste sig at have fået indeholdt A-skat, men arbejdsgiveren har ikke indbetalt skatten.

Vicepolitikommisær Palle Linné vil ikke udtale sig om, hvorvidt aftalen om forøget grænsekontrol vil være en hjælp i politiets arbejde, da det er et politisk spørgsmål.