Tre medlemmer af X-team, som er en støtteklub til Bandidos, blev i dag fængslet i tre uger for et groft overfald på en førtidspensionist i Horsens, oplyser politiet.

Forbrydelsen skete natten mellem lørdag og søndag, hvor manden blev slået med knyttede næver, sparket og stukket to gange med kniv i det ene ben.

Desuden blev han tæsket med en styrthjelm, inden gerningsmændene stak af med hans mobiltelefon og knallert, oplyser Frede Nissen i kriminalpolitiet i Horsens.

Han vil ikke sige, om de tre anholdte, der er henholdsvis 22, 24 og 27 år, nægter eller erkender sig skyldige.

/ritzau/