Der gik ikke færre end fire måneder, før Syd - og Sønderjyllands politi opdagede, at de havde med et drab at gøre, da en 58-årig kvinde blev dræbt i en lejlighed i Aabenraa i august sidste år.

Lokalafdelingen i Aabenraa fik først overgivet sagen til efterforskerne i Esbjerg på et meget sent tidspunkt, og det betød, at kvinden var blevet begravet, lejligheden var tømt, ligesom der var andre beviser, som var svære at finde, da efterforskerne skulle håndtere sagen.

De lokale betjente havde på pinlig vis overset obduktionsrapportens tydelige beviser på, at der var tale om en alvorlig forbrydelse.

Den penible sag har nu ført til, at statsadvokaten i Sønderborg i en rapport konkluderer, at der af politiet er foretaget deciderede fejlskøn, som gik direkte ud over efterforskningen.

- Jeg har vurderet, at det bør overlades til politidirektørens afgørelse, hvorvidt disse fejlskøn bør medføre, at der træffes disciplinære sanktioner mod en eller flere af de involverede polititjenestemænd, oplyser vicestatsadvokat Claus Guldbrand fra Sønderborg til dagbladet JyskeVestkysten.

Sagen om det oversete mord kommer for et nævningeting i næste uge.

Her vil den 58-årige kvindes 34-årige adoptivsøn blive tiltalt for drabet på adoptivmoderen, men derudover vil han blive tiltalt også for at have lavet et brevbombeattentat mod sin adoptivfar lillejuleaften 2008 – otte måneder før han ifølge politiet slog moderen ihjel.

Den 34-årige adoptivsøn har siden sin ungdom haft store psykiske problemer, og forud for retssagen i næste uge er det oplyst, at anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en psykiatrisk anbringelsesdom på ubestemt tid.

Selve drabet på den 58-årige adoptivmor foregik ved stump vold.

- Jeg vil nu nøje gennemgå statsadvokatens afgørelse, hvor efter jeg vil tage stilling til, om det kan komme på tale at rejse disciplinære skridt over for en eller flere af de involverede polititjenestemænd, siger vicepolitidirektør Erik Terp Syd - og Sønderjyllands politi til JyskeVestekysten.