En mistænkelig transaktion til en cykelhandler.
Det var, hvad 'Kalle Christensen', en såkaldt 'bankmand', påstod, at der havde været på en 80-årig kvindes kort.
Og den 80-årige kvinde er bare én ud af i alt fire ældre kvinder mellem 78 og 93 år fra Roskilde, der har anmeldt netop den type svindel til Midt- og Vestsjællands Politi.
Det fremgår af politiets døgnrapport, hvori de også skriver, at de for tiden ser en del sager med svindel mod ældre borgere, og derfor kommer med en opfordring.
De fire kvinders historier er nærmest identiske med hinanden.
De var blevet kontaktet via telefon af en mand, der fortalte, at han ringede fra deres bank. Han ringede på baggrund af 'en mistænkelig transaktion til en cykelhandler'.
I alle tilfældene havde den såkaldte 'bankmand' hævdet, at banken af sikkerhedsmæssige årsager skulle inddrage kvindernes kreditkort for at annullere transaktionen.
Et 'bud' ville derfor komme forbi deres adresse efter kortene.
Den 80-årige kvinde, der endte med at udlevere sit kreditkort i en kuvert til 'buddet', kunne senere konstatere, at der var hævet 5.000 kroner fra hendes konto fra en hæveautomat. Hun kontaktede banken og anmeldte sagen til politiet.
Kvinden beskriver 'buddet' som en mand på 18-25 år, 175 centimeter, spinkel af bygning, kort, men sort hår og talte flydende dansk. Han var iført mørkt tøj og lyseblåt mundbind.
En 78-årig kvinde nåede at gennemskue svindlen, men åbnede alligevel døren for 'buddet', som hun dog nægtede at udlevere sit kreditkort til. Hun er kommet med følgende beskrivelse af manden:
Udenlandsk og mellem 20 og 25 år med mundbind på.
Politiet opfordrer pårørende til ældre eller svage borgere til at tage en snak med dem om svindlen og gøre dem opmærksom på, at de kan ringe til politiet, hvis det er i tvivl om, hvorvidt en episode er svindel eller ej.
Ligesom politiet også minder om, at man aldrig må udlevere personlige kort eller oplysninger til banker, politifolk eller andre myndigheder, der henvender sig på den måde.
»Kontakt politiet på telefon114, hvis du eller dine nærmeste har været udsat for noget lignende – også selvom det ikke har medført et økonomisk tab,« slutter Midt- og Vestsjællands Politi af med at skrive.