Opdateret: Politiet har nu fundet de to mænd, hvorfor billeder og video er fjernet fra artiklen.
Nordjyllands Politi efterlyser to mænd, som de mistænker for at stå bag en voldsepisode begået på en bar i Jomfru Ane Gade.
Voldsepisoden fandt sted i Aalborg den 21. december 2024. Her befandt de to mænd, som politiet nu vil have fat i, sig inde på beværtningen Heidis Bierbar, og volden skete kort efter kl. 03.00.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Voldsepisoden skulle angiveligt være sket efter en diskussion om en øl på en restauration i Jomfru Ane Gade. Offeret bliver blandt andet tildelt flere slag, og der opstår en del tumult.
»Vores efterforskningsskridt i sagen har desværre ikke ført til en identifikation af de to efterlyste. Derfor beder vi nu offentligheden om hjælp i sagen, siger Henrik Kjær Hansen, der er politikommissær og efterforskningsleder ved Nordjyllands Politi, i en pressemeddelelse.
Han fortæller videre, at efterforskningen indtil videre har vist, at de mistænkte muligvis kommer fra Jylland.
De to efterlyste fulgtes på den pågældende aften med en gruppe af andre mænd.
»Der er tale om et groft overfald og umotiveret vold, hvor offeret pådrager sig personskader,« lyder det fra Henrik Kjær Hansen.
Har du set, eller har du oplysninger om de to mænd, bedes du kontakte Nordjyllands Politi på telefon: 114.