Der er flere sigtelser på vej i sagen om læk af kendte og kongeliges kreditkortoplysninger til ugebladet Se og Hør.

Det oplyser politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi, Bent Isager-Nielsen, på dagen, hvor forfatteren til bogen 'Livet, det forbandede', der begyndte lavinen om skandalen på Se og Hør, Ken B Rasmussen og journalist på Se og Hør Kasper Kopping er blevet anholdt og sigtet:

- Vi er ikke færdige med sigtelser i denne sag. Mange har spurgt, hvorfor vi f.eks. ikke har sigtet tidligere chefredaktører på Se og Hør. Til det kan jeg bare sige: Vi tager tingene i den rækkefølge, som vi mener, der er den rigtige, siger Bent Isager-Nielsen.

Betjente fra Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen, har samtidig onsdag morgen gennemført ransagninger fire steder. Der er gennemført ransagninger hos Aller Media A/S og hos to journalister, der tidligere var ansat på bladet. De to journalister - Ken B Rasmussen og Kasper Kopping - 'førte' den kilde, der fra Nets' betalingssystemer kunne skaffe oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort. Begge vil senere i dag blive løsladt, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Også forlægger Johnny Staun, der har udgivet den tidligere Se og Hør-journalist Ken B Rasmussens bog 'Livet, det forbandede' om blandt andet forholdene på ugebladet, har fået sit kontor og hjem på Østerbro i København ransaget. Politiet har her beslaglagt computer og telefoner, oplyser Johnny Staun.

Den 45-årige IT-specialist, der lækkede de fortrolige oplysninger til Se og Hør, blev i sidste uge sigtet for overtrædelser af kapitlet i straffeloven om freds- og ærekrænkelser og afsnittet om formueforbrydelser, oplyser politiet.

Bent Isager-Nielsen fra Københavns Vestegns Politi forklarer, at det er efterforskningsskridt, der nu har gjort, at det onsdag morgen skred til anholdelse og ransagning hos bl.a. Ken B Rasmussen og Kasper Kopping:

- Vores efterforskning har gjort, at mistankegrundlaget mod de to anholdte er så stærk og alvorlig, at vi skred til anholdelse. Jeg vil ikke ind på, hvad vi har fundet ud af, der har styrket vores mistanke mod de to, men jeg kan bare sige, at vi arbejder os fremad i sagen, siger Bent Isager-Nielsen, der forklarer, at politiet, under dagens ransagningerne, har beslaglagt it-udstyr og dokumenter, uden han vil kommentere det nærmere.