Klokken fem onsdag morgen slog politiet til i en aktion mod bandemiljøet i København og anholdt 36 personer.

Fem af de anholdte sigtes for forsøg på manddrab.

- Det, de er sigtet for, er planlægningen af en hævnaktion. Vi har set, at de var i gang med at skulle hævne en af de skudepisoder, der har fundet sted, siger politiinspektør Magnus Andresen, chef for bandeenheden Taskforce Øst, der har stået i spidsen for aktionen.

Skudepisoden, der skulle hævnes, er et skyderi i Værebroparken i januar, hvor to brødre blev skudt i benet. De to brødre, der dengang var ofre, er blandt dem, der nu er blevet anholdt.

Det er specielt, at der er en 17-årig pige blandt de sigtede, Er hun sigtet for det samme som de andre fire?

- Ja, det er hun. Jeg kan ikke sige, hvilke roller de enkeltvis har, men det er den samme episode,  som vi har sigtet dem alle for i forening at ville udføre, siger Magnus Andresen og henviser til, at grundlovsforhørene foregår bag lukkede døre.

Politiet slog tidlig onsdag morgen til i en målrettet aktion mod bandegrupperinger i fortrinsvist Tingbjerg og Bagsværd-bydelen Værebroparken.

Kort efter klokken fem gik politiet i aktion mod cirka 30 adresser og anholdt 36 personer.

En 27-årig mand, født i Danmark, sigtes for ulovlig våbenbesiddelse i forbindelse med en pistol fundet under aktionen i dag.

Derudover bliver fem sigtet for forsøg på manddrab. Det drejer sig om to mænd på 23 og 25 år, der er født i Danmark, men med udenlandsk baggrund, en 24-årig iransk mand med bopæl i Danmark, en 17-årig kvinde, der født i Danmark, men har udenlandsk baggrund, samt en 20-årig afghansk mand, der allerede den 20. januar blev taget med en pistol i visitationszonen Værebroparken og omegn og har været fængslet lige siden.

Dagens aktion følger efter en periode med skyderier i især området omkring Værebroparken.

Skyderierne var da også den direkte årsag til, at de mange betjente fra hele Sjælland var tidligt på færde. Og målet med operationen var ikke bare at få anholdt så mange som muligt, men også at få beslaglagt nogle af de våben, der er derude. Og det lykkedes i høj grad.

- 11 pistoler er mange. Jeg synes, det er alt for mange, specielt når vi ser dem hos de her bandegrupperinger, og jeg er glad for, at vi nu i hvert fald har fået fat i de her våben, så de ikke kan bruges i fremtidige skyderier, siger Magnus Andresen.

Ud over Task Force Øst bidrog både Nordsjællands Politi, Vestegnens Politi, Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi samt Sydsjællands Politi med betjente i aktionen.