Underslæb for hele 138 mio. kr.

Sådan lå landet ifølge sigtelsen for den detroniserede Gate Gourmet-dronning, Amanda Nyholm Jacobsen, da korthuset i marts 2011 ramlede.

I en ny rapport fra Rigsadvokaten - Anklagemyndigheden Resultater 2011 - der bl.a. gennemgår Amanda-sagen, afsløres det dog, at hendes mega-fup og ekstremt luksuriøse liv for andres penge ikke stoppede ved den 433 kvadratmeter store villa på Vedbæk Strandvej eller bilparken med både Lamborghini, Ferrari, BMW eller den matsorte Bentley.

Helt til det sidste levede hun et liv på lånte penge, fremgår det af rapporten, der skitserer luksussvindlerens køretur, der i marts 2011 bragte hende fra hjemmet i Schweiz og til afhøring i Danmark hos Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, SØK, også kaldet Bagmandspolitiet.

- Hvis der er tvivl om hendes kriminelle gerninger, dokumenterer hun lige til det sidste sine forbrydelser. Turen fra Schweiz til København er tilbagelagt i en Maserati, som hun har leaset - men leasingfirmaet må selv kontakte SØK for at få bilen tilbage. Den efterlader hun nemlig på en adresse nord for København, skriver Rigsadvokaten i sin gennemgang.

Da BT mandag taler med Amanda Jacobsen, afviser hun SØKs gengivelse af forløbet. Der var ikke noget kriminelt i Maserati-leasingen, alle præmisser var klare for leasingfirmaet fra begyndelsen, fastslår hun.

- Jeg leasede bilen af én, der kender mig, og med betingelse om, at jeg ikke kunne komme tilbage med den. Det vidste han godt, bedyrer Amanda Jacobsen, der dog i adskillige dage ikke kunne oplyse bilens ejer om, hvor den stod, da hun blev varetægtsfængslet.

- Da jeg kom ud af varetægtsfængsel, kontaktede jeg ham, og så kom han og hentede bilen. Mere er der ikke i det, siger hun.