En 36-årig mand fra Herlev har sex-misbrugt sin 13-årige steddatter - i perioder dagligt - gennem halvandet år, mener politiet.

Misbruget skal bl.a. være sket på en lægeklinik - og optakten er så grov, at udgangspunktet for bare ét overgreb er 2½ års fængsel.

En 36-årig mand fra Herlev skal gennem 18 måneder have sex-misbrugt sin steddatter, fra hun var blot 13 år gammel.

Det fremgår af anklageskriftet i en hidtil hemmeligholdt sag om særdeles grov sex-misbrug inden for familien, og som BT har fået aktindsigt i.

Da den 36-årige BS, der er beskyttet af navneforbud, blev varetægtsfængslet ved Retten i Glostrup 6. september 2011, fik offentligheden kun at vide, at der var tale om overgreb på en mindreårig.

Langt mere alvorlig

Men misbruget viser sig nu at være af så alvorlig og omfattende karakter, at sagen skal føres som nævningesag af statsadvokaten.

- Det er meget groft, det, der er foregået. Vi mener, at han har udnyttet sin fysiske og psykiske overlegenhed og det tillidsforhold, der har været mellem dem, og har derfor rejst tiltale efter straffelovens § 222, stk. 3. Forarbejdet forudsætter, at bare ét samleje skal give 2½ års fængsel. Her er der tale om adskillige plus en række andre overgreb, siger Tine Bransholm Ginnerup, senioranklager ved Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn.

Misbruget har ifølge anklageskriftet fundet sted fra marts 2010 til slutningen af august 2011 - både på hans bopæl i Herlev og på en lægeklinik, hvor den 36-årige gjorde rent. Her skal den 36-årige og pigen have haft 'samleje adskillige gange og i perioder dagligt'.

Tvunget til ekstrem-sex

Også urin-, oral- og analsex har den 36-årige ifølge anklageskriftet tvunget steddatteren til.

At sagen kører som nævningesag betyder, at anklagemyndigheden som udgangspunkt går efter en straf på mere end fire års fængsel.

- Vi er over det, siger senioranklageren om den straf, som hun vil gå efter, når sagen kommer for retten - formentlig efter sommerferien.

Det skyldes ikke mindst den metode, som den 36-årige har taget i brug for at få steddatteren til at lægge krop til sine overgreb, fortæller Tine Bransholm Ginnerup.

Snød via sms'er


Forud for overgrebene går nemlig flere hundrede sms-beskeder til pigen, der ifølge anklagemyndigheden havde til formål at manipulere den dengang bare 13-årige steddatter til at have sex med ham.

- Han har udgivet sig for at være en 14-årig dreng ved navn 'Mark', der var interesseret i hende. I sms'erne har han (den opdigtede person, Mark, red.) skrevet, at hun skulle være sammen med stedfaren - ellers ville han (Mark, red.) ikke være sammen med hende, fortæller Tine Bransholm Ginnerup.

Den 13-årige pige havde ifølge senioranklageren et nært og tillidsfuldt forhold til sin stedfar, før overgrebene begyndte. Den fiktive person 'Mark' var dog ikke det eneste falske identitet, som den 36-årige stedfar skal have brugt for at misbruge den tillid til at komme i bukserne på steddatteren, mener politiet.

Ifølge anklagen har stedfaren også udgivet sig for at være den fiktive Marks moster, Anita - også for at manipulere den unge pige til sex.

Meldte sig selv

Foruden de utallige samlejer er den 36-årige tiltalt for at krænke steddatterens blufærdighed i samme periode. Blandt andet skal han have taget billeder af hende i undertøj, have barberet hendes kønsdele, vist hende pornofilm og sendt hende 'ikke under 200' sms'er - herunder i rollen af 'Mark' og 'Anita' - hvor han i detaljer beskriver og opfordrer hende til 'seksuelle handlinger', står der i anklageskriftet.

Den 36-årige endte med at melde sig selv til politiet. Ifølge senioranklager Tine Bransholm Ginnerup fordi han mærkede jorden brænde under sig.

- Han har selv ringet ind. Der har været et forløb før det, hvor familien er kommet på sporet af det, siger Tine Bransholm Ginnerup.

Selv om den 36-årige har erkendt at have misbrugt steddatteren, køres sagen ikke som tilståelsessag. Det handler bl.a.om uenighed med anklagemyndigheden i valget af paragraffer og omfanget.

- Vi mener, at vi kan dokumentere sagen, som den er beskrevet i anklageskriftet, siger Tine Bransholm Ginnerup.

Sagen er endnu ikke berammet ved Retten i Glostrup.