____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Siden en tidligere ansat lagde en video på nettet af udmagrede og sårede heste midt i august måned, har en af Danmarks mest kendte hesteopdrættere, John Byrialsen, været i mediernes søgelys på grund af særdeles grov vanrøgt af sine heste i Polen og Danmark.

Cirka 70 heste er blevet fjernet fra John Byrialsens stutterier, og myndighederne har fundet adskillige overtrædelser af dyreværnsloven både i Polen og Danmark.

Men cirka 500 heste er fortsat i John Byrialsens varetægt på stutterierne. Det får nu tre prominente amerikanske dressurryttere, inklusiv OL-rytteren Tina Konyot, til at gå sammen om at købe hestene af John Byrialsen, så de kan blive relokaliseret væk fra de problemramte stutterier. 

- Vi er meget bekymrede for, at de tilbageværende heste lider. Derfor er vi gået sammen om at købe så mange heste som overhovedet muligt, så de kan komme til kræfterne på andre stutterier i Europa. De er nødt til at blive passet og plejet, før det er for sent, skriver den amerikanske dressurrytter Karen Lipp i en meddelelse.

Økonomien hænger ikke sammen

John Byrialsen har tidligere udtalt til TV midtvest, at han de seneste to år har været tæt på konkurs tre gange, og de økonomiske problemer er gået ud over hestenes forhold og velbefindende i Polen, fordi han har prøvet at redde virksomheden hjemme fra Danmark.

Det har fået de amerikanske dressurryttere til at reagere.

Sammen med Tina Konyot og Shawna Harding afgiver Karen Lipp nemlig et officielt bud på John Byrialsens heste i denne uge.

- John har indrømmet, at han har svært ved at få økonomien til at hænge sammen på hans stutterier, hvilket har medført vanrøgt. Vi håber derfor, at han accepterer tilbuddet, så de lidende heste kan få et bedre liv, skriver Karen Lipp.