Naboer kan have overhørt, da lille nyfødt blev kastet gennem skraldeskakt.

Et grusomt drama udspillede sig tidligt fredag morgen i det sociale boligbyggeri Værebroparken i Bagsværd nordvest for København.

En eller flere personer smed en lille nyfødt pige gennem en affaldsskakt og ned i en affaldscontainer via en indvendig luge i trappeopgangen.

Her blev hun senere fundet af en renovationsarbejder.

TV2.dk har talt med to naboer, som fortæller, at de omkring klokken halv seks fredag morgen hørte 'hjerteskærende skrig'.

Den lille pige, der fredag morgen blev fundet af en skraldemand i Værebroparken på Værebrovej 90, er i live og vejer omkring tre kilo.

Politiet lavede tekniske undersøgelser i Værebroparken nordvest for København.
Politiet lavede tekniske undersøgelser i Værebroparken nordvest for København. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Hun blev straks kørt på Rigshospitalet og tilset af læger. Hun har det efter omstændighederne godt.

Vestegnens Politi efterlyser vidner, som kan have set eller hørt noget fredag morgen, eller som på anden vis kan hjælpe politiet med opklaringen af sagen.

Har du informationer i sagen kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448