Det gik voldsomt for sig, da tv-journalisten Jeppe Nybroe og hans libanesiske kollega Rami Aysha blev kidnappet på grænsen mellem Syrien og Libanon.

Kidnapningen fandt sted omkring 7. februar i den libanesiske grænseby Arsal. De to journalister havde lejet en bil og var kørt til grænsen mellem Syrien og Libanon for at lave journalistik om kidnappere i området. Uheldigvis kom de lidt for tæt på historien.

En kilde med indgående kendskab til sagen fortæller, at bevæbnede kidnappere stoppede de to journalisters bil. De blev flået ud af bilen, blev bagbundet og fik hver en sæk over hovedet. Derefter blev de kastet ind i kidnappernes bil og kørt til en ukendt destination.

Mange af Jeppe Nybroes venner og tidligere kollegaer har kendt til kidnapningen, men alle har holdt tæt for ikke at forværre situationen. Hvis sagen blev kendt i medierne, kunne det risikere at forlænge forhandlingerne med gidseltagerne.



- Jeg fik det at vide for nogle uger siden. Jeg blev dybt rystet og troede det var en dårlig joke. Da det gik op for mig, at det var virkelighed, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den stakkels mand, der sidder dernede i fangenskab og utryghed, fortæller den tidligere DR-kollega Henrik Keith Hansen, der er lykkelig over at Jeppe Nybroe nu er frigivet.

Venner og familie har i al hemmelighed iværksat en indsamling til løsesummen, hvor flere venner og journalistkollegaer har spyttet i. Hvor meget der er blevet betalt for at få de to journalister frigivet, bliver holdt hemmeligt.

Keld Nauntofte, der er ven og tidligere DR-kollega til Jeppe Nybroe, fortæller at Jeppe Nybroe har fået en hårdhændet behandling, men at de under den en måned lange gidselsituation gav Jeppe Nybroe lov til at tale med sin familie via internettet. 

- Han har flere gange haft kontakt med sin familie via Skype i op til 30 minutter ad gangen. Under samtalerne har han givet udtryk for, at han var i god behold, siger Keld Nauntofte.

Efter frigivelsen blev Jeppe Nybroe fragtet til Beirut, hvor han har opholdt sig under sikre forhold på politistationen.