Sen søndag aften, tæt på midnat, måtte politiet sætte efter en vanvidsbilist, der flere gange kørte over for rødt.

Og da føreren af bilen ikke ville standse, resulterede det i en biljagt gennem Holbæk.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til B.T.

»Der blev kørt 130 kilometer i timen i en 60 kilometer-zone. Altså, blev der kørt mere end 100 procent mere end det, man må,« siger Maria Sander Hansen, kommunikationskonsulent.

Foto: Presse-fotos.dk
Foto: Presse-fotos.dk
Vis mere

Bilisten, en 46-årig mand fra lokalområdet, blev spottet klokken 23.34.

Da det lykkedes at anholde manden klokken 23.50, blev han sigtet og efterfølgende kørt på sygehuset for at få taget en blodprøve.

I samme omgang blev køretøjet beslaglagt, hvorfor det nu er i politiets varetægt.

»Han er løsladt nu, men stadig sigtet i sagen. Nu venter vi på svar på blodprøven,« fortæller Mara Sander Hansen.

Allerede nu kan hun dog fortælle, at manden er testet positiv for narkokørsel.