Et trafikuheld ved motorvejen ved Tappernøje - 18 kilometer øst for Næstved - sendte mandag aften én person på hospitalet, mens en anden blev anholdt. Motorvejen var spærret i sydgående retning i en times tid.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til bt.dk.

To biler stødte tidligere på aften sammen, og en lægehelikopter blev kaldt til stedet sammen med flere ambulancer.

- Det blev vurderet, at den ene tilskadekomne kunne fragtes til hospitalet i ambulance, så der blev ikke brug for helikopteren. Vedkommende er ikke i livsfare, der var tale om et tjek, oplyser vagtchef Stefan Jensen til bt.dk.

Politiet anholdt føreren af den anden bil; en mandlig bilist - under mistanke om spirituskørsel.

Uheldet skete kl. 19.34, og motorvejen var spærret i sydgående retning i en times tid.

Politiet ventede på, at bjærgningskøretøjerne nåede frem for at få fjernet de havarerede biler.

Omkring kl. 20.45 var vejen igen åben for trafik.