»Jeg kommer frem til den forreste vogn, men det er ret tydeligt, at vi ikke kan gøre noget ved dem, der er døde.«

Klokken 7.25 onsdag morgen rullede ICL 210 fra Nyborg Station med kurs mod Storebælt og Sjælland.

En klassisk pendlerafgang. Denne onsdag morgen sidder Jonas Dam, Simon Voldsgaard Tøndering og Thomas Schou-Moldt blandt mange andre i lyntoget. Uvidende om, hvad der få minutter senere kommer til at afbryde deres togtur på tragisk vis.

30 kilometer væk står indsatsleder Søren Mikkelsen og forbereder sig til sin arbejdsdag på ambulancestationen i Odense.

Pludselig er der en i rummet, der råber 'Togulykke på Storebælt'.

Søren Mikkelsen skynder sig ind til en skærm, hvor der er flere detaljer om ulykken.

»Jeg kan læse, at der holder et tog på Storebælt, og at den ene side er skrællet op. Der står, at der er mere end 10 tilskadekomne og en med hjertestop. Det her er alvorligt,« fortæller Søren Mikkelsen, der er indsatsleder hos Ambulance Syd.

Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen.
Togulykke ved Storebæltsbroen onsdag den 2. januar 2019. Otte omkom, da dele fra et godstog ramte et passagertog på Storebæltsbroen. Foto: Tim K. Jensen
Vis mere

Han sætter sig ind i en ambulance og trykker på speederen.

På storebælt holder ICL 210 stille. I de forreste vogne er alt kaos.

Ruderne er smadret, ledninger hænger ned fra loftet, og flere passagerer bløder efter mødet med de mange glasskår.

Men ingen ved, hvad der er sket.

For få sekunder siden sad Jonas Dam bare og hørte podcast. Som han altid gør.

»Jeg hører ikke lyden så godt, fordi jeg sidder med høretelefoner på. Jeg registrerer det først, da toget begynder at ryste. Det hele sker på et splitsekund. Ruden eksploderer ind i hovedet på mig, og toget bremser hurtigt,« fortæller 35-årige Jonas Dam til B.T.

Jonas brækkede hånden ved togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Jonas brækkede hånden ved togulykken på Storebæltsbroen onsdag morgen.
Vis mere

Han kigger rundt i sin kupé. Det lader til, at alle er nogenlunde uskadte.

Men i kupeen foran – den forreste i hele toget – er strømmen gået, lyset slukket og den elektriske dør låst.

Og når Jonas bevæger hovedet 180 grader, kan han se, hvordan passagerer i kupeen bag ham giver en person førstehjælp.

Det her er alvorligt.

Tilbage i ambulancen har Søren Mikkelsen fuld fart mod broen og det forulykkede tog.

Men det er ikke nemme betingelser.

»Der sker noget mærkeligt. Normalt er vi 18 minutter om at komme derud, men denne gang tog det 36 minutter. Vi bliver stoppet flere gange af kæmpe bilkøer, fordi nogen har forvildet sig ud i nødsporet,« fortæller han.

Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen.
Søren Mikkelsen er indsatsleder hos Ambulance Syd og var en af de første, der gik igennem det forulykkede tog onsdag morgen. Foto: Heidi Lundsgaard
Vis mere

Søren Mikkelsen når endelig frem, men så står næste udfordring klar.

Indsatslederen befinder sig nemlig på kørebanen, mens toget holder på banelegemet, og imellem de to er der 1,80 meter med direkte udsigt til åbent vand.

Så først da adgangsvejen er blevet opsat, kan Søren Mikkelsen træde ind i toget.

Nu har han én opgave:

»Jeg skal gå igennem toget og vurdere antallet af tilskadekomne og deres skader, så vi kan se, om antallet af tildelte ressourcer er godt nok. Og det er altså ikke nemt bare at gå forbi folk, der er kommet til skade, men det bliver man nødt til,« fortæller han.

Alt imens har en gruppe passagerer gang i deres egen redningsaktion i den forreste del af toget.

Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken.
Sådan så en af de forreste kupeer ud efter ulykken. Foto: Jonas Dam
Vis mere

Her sidder 19-årige Simon Voldsgaard Tøndering ved skilledøren til den forreste kupé.

»Der er en ældre herre, der hører nogen råbe om hjælp (fra forreste kupé, red.), så vi får fat i en hammer og smadrer døren ind til kupé 1, hvor det ellers er rigtig trangt at komme igennem,« siger Simon.

To mænd fra Simons kupé – en af dem Thomas Schou-Moldt – går nu ind gennem den smadrede dør og får flere af de sårede ud.

Simon bliver og tager imod dem.

Det er stadig mørkt udenfor, men da solen står op, går det op for Simon, at det her virkelig er en alvorlig ulykke.

På det her tidspunkt ved ingen i toget, at det en trailer fra et godstog, der har skrællet venstre side af den forreste kupé fuldstændig op.

»Da det begynder at blive lyst, kan man se, at der er rigtig meget blod derinde, og man er ikke i tvivl om, at der ligger døde mennesker,« lyder det fra Simon, som har svært ved at huske, hvordan han reagerer.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Søren Mikkelsen er næsten nået gennem hele toget. Han har noteret 12-14 tilskadekomne, men så er der som sagt den forreste del.

»Jeg kommer frem til den forreste vogn, men det er ret tydeligt, at vi ikke kan gøre noget ved dem, der er døde. Det er desværre ret tydeligt,« fortæller Søren Mikkelsen og gør det klart, at han ikke vil tale mere om de omkomne personer af hensyn til de efterladte.

I stedet fokuserer indsatslederen på de tilskadekomne, hvis liv stadig kan reddes.

Og dem er han imponeret over.

»Jeg må sige, at jeg imponeret over dem. Der var ingen panik, og alle var fattede. Der var mange mennesker, der var kommet til skade, og jeg gik og sagde: 'Du er nummer et i køen, du er nummer fem i køen', og det forstod alle,« fortæller Søren Mikkelsen, der er uddannet læge.

Kun to gravide kvindelige passagerer er meget bekymrede for deres ufødte børn, og dem sørger Søren Mikkelsen for at prioritere højt.

Ellers forholder de tilskadekomne sig roligt og venter på, at det 'er deres tur' til behandling.

En af dem er Jonas Dam.

Da traileren kolliderer med toget, er der nemlig noget, som rammer familiefaderens hånd.

Jonas Dam brækkede hånden i onsdagens togulykke. Dette billede er taget umiddelbart efter ulykken i toget.
Jonas Dam brækkede hånden i onsdagens togulykke. Dette billede er taget umiddelbart efter ulykken i toget.
Vis mere

Den hæver ekstremt, og da redningspersonalet kommer frem, giver de ham et skud morfin, og så må han ellers vente på mere behandling.

Først klokken 10 ankommer han til Odense Universitetshospital i en ambulance, og her lægger lægerne hans brækkede hånd i gips.

Kort tid efter oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse, at togulykken har kostet seks mennesker livet, og at 16 personer er kommet til skade.

Dagen efter stiger dødstallet til otte, men det var ingen overraskelse for Søren Mikkelsen.

»Vi kunne ikke se de to sidste omkomne i toget, for de var gemt under materiel. Vi kunne tælle seks, men jeg tænkte allerede der, at dødstallet ville stige, for der var steder, vi ikke kunne se,« fortæller han.

Lørdag – tre dage efter ulykken – sidder Søren Mikkelsen igen klar til at rykke ud med ambulancen, når de danske borgere har brug for hjælp.

Men ulykken sidder stadig og trykker lidt.

»Jeg synes da ikke, det er så rart. Heldigvis havde vi et lægemøde onsdag aften, og der kunne vi få talt ud om tingene,« fortæller han.

Og på samme måde måtte indsatslederen da også gribe fat i telefonen onsdag formiddag, efter han havde brugt flere timer på at hjælpe de tilskadekomne i toget.

»Man tænker på sin familie, når man står sådan et sted, så jeg ringede til mine unger for at høre, om de var okay,« siger Søren Mikkelsen.

Togulykken er den værste i 30 år og bliver nu undersøgt af Havarikommissionen. Det skal det blandt andet undersøges, om der fra lyn- eller godstogets side blev overskredet en fartgrænse under de kraftige vindforhold.