Simon Voldsgaard Tøndering sad i kupé 2 i det passagertog, der onsdag morgen blev ramt af dele fra et godstog. På mirakuløs vis overlevede han, og nu taler han ud om den forfærdelige oplevelse.

»Jeg vil gerne takke nogle bestemte personer. Både fordi de hjalp mig, men også fordi de hjalp med at redde en del liv derinde (i toget, red.),« begynder 19-årige Simon Voldsgaard Tøndering og fortsætter:

»Der er tale om Thomas Schou-Moldt og Tobias Jung. De var en stor faktor for, at der var flere mennesker, der overlevede derinde og fik hjulpet folk ud, der var virkelig tilskadekomne.«

B.T. har været i kontakt med Thomas Schou-Moldt, som ikke har ønsket at kommentere på oplevelsen i toget. Det er for hårdt for ham.

Togulykke på Storebæltsbroen. Thomas Schou-Moldt var en af dem, der reddede sine medpassagerer efter ulykken. B.T. har været i kontakt med ham, men han er meget påvirket af ulykken.
Togulykke på Storebæltsbroen. Thomas Schou-Moldt var en af dem, der reddede sine medpassagerer efter ulykken. B.T. har været i kontakt med ham, men han er meget påvirket af ulykken. Sonny Munk Carlsen

Alligevel vil Simon Voldsgaard Tøndering gerne takke ham, og derfor har han sagt ja til at fortælle i 'Go' aften Danmark' blot 11 timer efter ulykken.

Her beretter han om minutterne inden ulykken og den time, han og de andre passagerer var alene i toget, inden redningsfolkene kunne komme ind til dem.

En time, hvor Simon Voldsgaard Tøndering blandt andet hjalp med at redde en 70-årig mands liv.

»Der var en mand derinde. Han var den sidste, der kom ud af kabine 1. Han var omkring 70 år gammel og havde angiveligt brækket armen og nogle ribben. Jeg vil gerne høre, hvordan han har det, og om han overlevede,« siger Simon og fortsætter:

Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet. Det meddeler Fyns Politi.
Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er blevet kvæstet. Det meddeler Fyns Politi. Mads Claus Rasmussen

»Han fik min jakke i toget, og han var den første, der blev båret ud. Så hvis hans familie eller pårørende har mulighed for at give mig en update, så vil jeg meget gerne vide det.«

Simon ved ikke, hvad manden hedder, og han har ikke flere detaljer om ham, men han håber meget at høre fra manden selv eller hans familie.

Men inden, Simon gav sin jakke til en fremmed, inden ulykken indtraf og inden, Simon Voldsgaard Tøndering, Thomas Schou-Moldt og Tobias Jungs skæbner blev flettet sammen, var det bare en helt almindelig hverdag. Den første efter en dejlig juleferie.

Den 19-årige underviser sad i toget fra Odense til Høje Taastrup.

Ulykken skete omkring klokken 7 om morgenen onsdag 2. januar.
Ulykken skete omkring klokken 7 om morgenen onsdag 2. januar. Mads Claus Rasmussen

Han havde sin telefon i hånden og så en film, ligesom han plejer.

»Jeg kan mærke, toget pludselig begynder at ryste virkelig meget. Jeg kigger ud af vinduet, hvor jeg kan se, at der er gnister op, og manden, der sidder ved siden af mig, han tager fat i mig, så vi bukker os forover, og vi holder os over hovedet,« husker han.

»Min sidemakker og jeg får kigget på hinanden og tjekket, at vi er okay og kigger rundt, hvor folk sidder med blod i hovedet.«

I det øjeblik forstod Simon ikke, hvad der var sket. Adrenalinen pumpede i hans årer, og han var chokeret. Der var stilhed i kupéen. Ingen sagde noget.

»Jeg var i chok og sidder i 30 sekunder og fatter ikke, hvad der er sket. Derefter er det som om, at alle går i panik og vil vide, hvad der er sket, hvad er der gået galt, og om er alle okay,« fortæller han.

Simon Voldsgaard Tønderings plads var næsten helt oppe ved døren, der skiller stillekupéen - hvor godstoget ramte - fra resten af kupéen. Da han kiggede rundt, så han, at alle ruderne i venstre side var baldrede og at panelerne, selve døren og alle ledningerne var væltet ned over venstre side.

Heldigvis sad der ikke nogen i den side på Simons side af døren.

Så heldige var de ikke i stillekupéen, hvor seks personer døde.

Pressemøde på Odense Politigård i forbindelse med togulykken på Storebæltsbroen. Politiet arbejder hårdt på at identificere alle de døde og derefter kontakte de pårørende.
Pressemøde på Odense Politigård i forbindelse med togulykken på Storebæltsbroen. Politiet arbejder hårdt på at identificere alle de døde og derefter kontakte de pårørende. Carsten Bundgaard

»Der er en ældre herre, der hører nogen råbe om hjælp (fra stillekupéen, red.), så vi får fat i en hammer og smadrer døren ind til kupé 1, hvor det ellers er rigtigt trængt at komme igennem,« siger Simon.

Herefter overtog Thomas Schou-Moldt og Tobias Jung ifølge Simon Voldsgaard Tøndering styringen. Simon blev i sin egen kupé og tog imod de sårede, som Thomas og Tobias sendte ud.

På dette tidspunkt var der helt mørkt i kupé 1. Lyset var gået efter ulykken, og det var stadig så tidlig morgen, at solen endnu ikke var på himlen.

»Da det begynder at blive lyst, kan man se, at der er rigtig meget blod derinde, og man er ikke i tvivl om, at der ligger døde mennesker,« lyder det fra Simon, som har svært ved at huske, hvordan han reagerer.

Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er kvæstet.
Seks mennesker har mistet livet i en togulykke på Storebæltsbroen onsdag morgen. 16 personer er kvæstet. Mads Claus Rasmussen

Efter 20 minutter fik de til sidst den hårdt tilskadekomne 70-årige mand ud, som Simon endte med at give sin jakke.

»Resten af tiden forsøger vi at holde ham i live. Der er de sidste tilskadekomne ført længere ned i toget,« fortæller Simon.

Det er i forbindelse med redningen, at Simon gav sin jakke til manden. Der var nemlig rigtig koldt i toget, da der ikke længere var nogle ruder til at holde vinden ude.

Endelig kom redningsfolkene ind i toget, og Simon Voldsgaard Tøndering, Thomas Schou-Moldt og Tobias Jung kunne overlade ansvaret og redningsarbejdet til dem.

Selv blev de kørt på hospitalet, hvor der blev taget god hånd om dem. De fik krisehjælp af en psykolog, blev noteret og fik mad og drikke. Og så fik de endelig at vide, hvad der var sket.

»Det er først der, halvanden time efter, at det går op for mig, hvad der egentlig er sket,« siger Simon Voldsgaard Tøndering.

Siden da har familie og venner hjulpet Simon Voldsgaard Tøndering. Tobias Jung kørte Simon hjem, hvilket var godt. De fik nemlig snakket ulykken igennem.

»Jeg har det godt lige nu, men jeg tror, det måske er, fordi det ikke helt er gået op for mig, hvad der er sket. Jeg tror 100 pct. at der kommer nogle eftervirkninger, når det går op for mig,« afslutter Simon.