Klokken var netop slået 23.20, da en fest på Frederiksberg den 1. november 2024 sluttede brat og meget voldsomt.

Her fik deltagerne, der fejrede J-dag, nemlig selskab af en 41-årig mand, der mente, at selskabet larmede for meget.

Åbenbart så meget, at han mente de skulle udsættes for flere alvorlige voldsforhold.

Det fremgår af et anklageskrift, som B.T. er i besiddelse af.

Først tildelte manden ifølge politiet en af festgæsterne flere knytnæveslag i hovedet.

Herefter gik han videre ind i lejligheden, hvor han slog en mand med en økse i panden og i nakken. 

Skaderne var så voldsomme, at manden efterfølgende skulle opereres.

Ifølge politiet slog den 41-årige mand også ud efter en tredje person med øksen. Heldigvis snittede han blot den pågældende person på armen.

Den 41-årige mand er også tiltalt for flere trusler til festselskabet såsom:

»Jeg slår jer allesammen ihjel.«
»Jeg flækker jer allesammen.«
«Jeg skærer jer midt over.«

I anklageskriftet fremgår det, at den 41-årige mand tidligere er dømt for vold.

Ifølge B.T.s oplysninger er manden også både i 2017 og 2019 blevet anholdt og sigtet for hashhandel.

B.T. har været i kontaktet med den mand, der blev hakket i panden med øksen. Han ønsker ikke at deltage i artiklen.

B.T. er ikke bekendt med, hvordan den tiltalte forholder sig til anklagerne. Han nægtede sig dog skyldig, da han blev fremstillet i grundlovsforhør i november 2024.