En mand omkom mandag i en trafikulykke på Gelstedvej ved Næstved.

- Det er et solouheld, hvor en mand er kørt ind i et træ, hvorefter bilen bryder i brand, og føreren omkommer, siger Ove Christoffersen, vagtchef ved Sydsjællands Politi til bt.dk.

Ulykken skete ved 15-tiden, hvor en forbipasserende så en brændende bil, som var kørt ind i et stort træ. Folk fra Næstved Brand & Redning slukkede ilden, og sidst på eftermiddagen arbejdede politiets teknikere på ulykkesstedet for at finde ud af, hvordan ulykken skete.

- Det er alt for tidligt at sige, hvad der er sket, men vi er færdige derude nu, og vi har fjernet både bilen, og dem omkomne, siger Ove Christoffersen.

Den afdødes identitet er ikke bekræftet, men politiet har ideer om, hvem det er. Det bliver forhåbentligt bekræftet i morgen.

- Vores bilinspektør er i gang med at undersøge stedet for at finde ud af, hvad der har forårsaget ulykken, men vi ved først mere i morgen, hvor der er et ligsyn, og vi forhåbentlig kan identificere manden, siger Ove Christoffersen.