To biltyve kørte mandag aften kørt galt i krydset ved Amager Landevej og Randkløve Alle i retning mod Tårnby. Det fortæller vagtchefen ved Københavns Politi, Claus Rønnegaard.

- Kl. 20.05 er der en anmelder, der ringer og fortæller, at en bil kører meget stærkt ned ad Amagerbrogade, og den overtræder nok alle færdselsregler og -bestemmelser. To minutter senere ringer han og siger, at nu er bilen kørt galt, siger Claus Rønnegaard til bt.dk.

Det var en grå personbil med to personer i, der kørte galt, da den i krydset kørte over en midterrabat og med høj fart fløj ind i en husmur. Bilen blev så smadret, at de to personer var blevet fastklemt, og brandvæsnet blev tilkaldt.

- Kl. 20.17 var to ambulancer og brandvæsenet ankommet til ulykkesstedet, og brandvæsnet klippede de to personer fri, og så blev de bragt til Rigshospitalets Traumecenter, siger Claus Rønnegaard.

 Vagtchefen fortæller til bt.dk at bilen er meldt stjålet, og at de to personer længere oppe på Amagerbrogade havde været indblandet i noget klammeri.

- De havde forårsaget noget materiel skade længere oppe ad Amagerbrogade, som de var kommet fra, siger Claus Rønnegaard og fortæller, at han endnu ikke ved noget om de to biltyve.

Claus Rønnegaard ved heller ikke, hvor slemt de to personer er kommet til skade, men politiet arbejder på stedet og har tilkaldt en bilinspektør.