Endnu et knivstikkeri har fundet sted i København.

To mænd blev tirsdag aften stukket med kniv på hjørnet af Rantzausgade og Griffenfeldsgade på Nørrebro.

Politiet var sent tirsdag fortsat til stede ved gerningsstedet:

»Det kommer til at vare noget tid endnu, hvor lang tid kan jeg ikke sige,« lød det i den forbindelse fra Dyre Sønnicksen, vagtchef hos Københavns Politi.

Kort inden midnat oplyste Dyre Sønnicksen, at de forurettedes tilstande er stabile efter knivstikkeriet.

Efterforskningsleder Jens Skovbjerg fortæller onsdag morgen til nyhedsbureauet Ritzau, at der er tale om to mænd på henholdsvis 20 og 21 år.

Politiet har endnu ikke anholdt nogen i sagen.

Jens Skovbjerg fortæller, at man indtil videre heller ikke kan give noget meningsfyldt signalement af en gerningsmand.

Vidner opfordres dog til at henvende sig til politiet, hvis de har set noget ved gerningsstedet.

Aftenens knivstikkeri er det seneste i en række af knivstikkerier i København den seneste tid.

Lillejuleaften blev en mand stukket med kniv – i den sag er en person anholdt.

Mandag aften måtte politiet også rykke ud til knivstikkerier på Frederiksberg og Nørrebro.

Politiet fik anmeldelsen om sagen tirsdag klokken 22:59.