I dag tog familien afsked med Kirsten Inge Damsgaard, der brutalt blev myrdet i sit hjem d. 30. december. Sognepræst Søren Christian Storvad holdt en gribende tale om den 81-årige kvinde.

- Hun var et åbent og tillidsfuldt menneske. Hun var glad og i godt humør og delte ud af det. Derfor er det også meningsløst, at hun skulle blive offer for sådan en gerning, sagde sognepræsten til kirkens gæster.

Omkring 80 mennesker var mødt op i den halvt fyldte Bistrup Kirke i Birkerød, hvor flaget var på halv. De var kommet for at sige et sidste farvel til 81-årige Kirsten Inge Damsgaard, der på brutal vis blev røvet og dræbt i sit hjem i Herlev fredag den 30. december 2011.

Læs også:

Kirken var fyldt med blomster fra pårørende og gæster, der mindedes den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard. Sognepræst Søren Christian Storvad stod for bisættelsen, der blev indledt til tonerne af 'se, nu stiger solen af havets skød'. Senere blev også 'en rose så jeg skyde' og 'altid frejdig, når du går' sunget.

Tirsdag blev fire bulgarske statsborgere anholdt – to mænd på 20 og 22 år, som har boet i Danmark nogen tid, og to kvinder på 14 og 19 år. Den 14-årige er dog løsladt igen.

Læs også:

De to mænd er sigtet for drab og røveri og fremstilles onsdag kl. 13 i grundlovsforhør.

Sagen har vakt opsigt på grund af sin voldsomme karakter. Kort før Nytår blev Kirsten Inge Damsgaard overfaldet, berøvet og dræbt i sit hjem på Nordfrontvej i Herlev. Siden har Københavns Vestegns Politi efterforsket sagen intenst. Det er efterforskningen og borgerhenvendelser, som førte til tirsdagens anholdelsesaktion. Den skete uden dramatik.

Politiet hører stadig gerne fra borgere, som kan have oplysninger i sagen på 43 86 14 48.