En skraldemand på Amager er i livsfare med svære hovedskader, efter han blev kørt ned af en personbil.
En københavnsk skraldemand er bragt til Rigshospitalets Traumecenter med alvorlige skader i hovedet.Ifølge politiet blev manden onsdag formiddag kørt over af en personbil under sit arbejde på Vejlands Allé på Amager.
- Han er alvorligt kvæstet i hovedet, og hans tilstand er kritisk, siger den centrale vagtleder ved Københavns Politi.
Politiet afspærrede kortvarigt den travle trafikåre, mens manden blev bragt ind i ambulancen og kørt væk.
- Han blev kørt ned af en personbil, som kom kørende med alt for høj fart, fortæller en kollega til den kvæstede skraldemand. Han fortæller desuden, at føreren af bilen var af anden etnisk herkomst end dansk. Skraldemandens kollega var vidne til ulykken, han kom skraldemanden til undsætning og blev hos ham indtil ambulancen kom. Kollegaen er dybt rystet over ulykken.
Skraldebilen var fra firmaet R98, og her bekræfter også kommunikationsmedarbejder Lars Nielsen, at en midaldrende ansat er kørt ned.
Det er fortsat uvist, hvordan ulykken skete.
/ritzau/