Det var jalousi, der i går aftes fik den 13-årige TH til at stikke sin jævnaldrende ven ihjel med en kniv. En pige kom imellem dem. Og hun var tilstede, da det voldsomme skænderi eskalerede til et drab.

Den dræbte Claudio var blevet kæreste med pigen DC. På hans Facebook-profil kan man se, han er "i et forhold med" hende, og der er billeder på Facebook af ham og DC, der kysser.

Kun få timer før knivoverfaldet finder sted, har parret skrevet til hinanden, at de elsker hinanden på Facebook.

Pigen DC havde tidligere været kæreste med den 13-årige gerningsmand, TH, der ikke var tilfreds med, at hun nu var kæreste med en af hans tidligere venner.

Læs også: Derfor blev Claudio stukket ihjel

- Gerningsmanden havde først været kæreste med pigen, og så blev ofret det. Derfor aftalte de at mødes i aftes (onsdag, red.) og afgøre, hvem der skulle have hende, fortæller vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Hans Roost.

Claudio og TH kendte hinanden fra Børne og Ungdomscenteret i Sønderborg, hvor TH tidligere har været anbragt - og hvor Claudio stadig var døgnanbragt, oplyser Sønderborg Kommune. Mordet fandt sted på et græsareal tæt på centeret.

Læs også: Claudio var forældreløs

- Jeg tror ikke, at de som sådan aftaler at mødes og slås om pigen. Men de aftaler, via Facebook eller et andet socialt medie, at mødes på det pågældende sted. Lige nu forsøger vi at optrevle, hvad de skrev til hinanden inden, og hvad der præcist er gået forud, siger vicepolitiinspektør Hans Roost.

Pigen DC var tilstede, da TH trak en kniv og stak Claudio flere steder på kroppen. Han blev blandt andet ramt i brystet, og lungen blev beskadiget.

Han blev bragt til hospitalet, men døde omkring en time senere.