Både politiet og flere hundrede frivillige har indtil videre deltaget i eftersøgningen af 17-årige Emilie Meng, der har været sporløst forsvundet siden natten til den 10. juli.

Søndag finkæmmede op mod fem hundrede frivillige et område i Korsør, hvorfra den 17-årige pige forsvandt.

Klokken 18 stoppede eftersøgningen – uden så meget som ét eneste spor. Men nu har frivilligorganisationen Missing People annonceret en ny eftersøgning.

Det oplyser Emilies fætter, Robin Witzner, i et opslag, han har offentliggjort på Facebook-siden ’Eftersøgningen af Emilie Meng’:

»I søndags var der flere steder med tæt krat, nogle større områder, som ikke kunne blive søgt helt igennem samt nogle nye områder, som ikke nåede at blive gennemgået,« skriver han i sit opslag.

Han skriver også, at den næste eftersøgning vil finde sted søndag den 24. juli klokken 10.30, såfremt Emilie ikke bliver fundet i mellemtiden.

For godt en uge siden vågnede 17-årige Emilies familie op til et sandt mareridt. Emilies seng var tom.

Hun havde været i byen med nogle veninder i Slagelse, og sammen havde de taget toget hjem til Korsør. Mens veninderne tog en taxa resten af vejen, valgte Emilie at gå de få kilometer til sit hjem - og her ender sporet blindt.

På trods af en større eftersøgning med helikoptere og droner, dykkere, politihunde og flere hundrede frivillige fra nær og fjern, har ingen set eller hørt fra Emilie, siden hun den tidlige morgen klokken fire sagde farvel til sine veninder på Korsør Station.

Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi har fortsat ingen brugbare spor i sagen, og sandsynligheden for, at Emilie Meng er frivilligt forsvundet, svinder ind.

Ud fra Robin Witzners (Emilies fætter, red.) seneste Facebook-opslag at dømme har familien dog endnu ikke opgivet håbet.

I hvert fald vil Emilies fætter selv være at finde på Korsør Station, når Missing People påbegynder endnu en eftersøgning af den forsvundne pige på søndag.

Derudover appellerer han til, at frivillige borgere endnu en gang melder sig til at deltage i eftersøgningen, der foregår i samarbejde med Emilies familie og er koordineret med politiet:

»Jeg håber som sidst, at jeg vil få muligheden for at møde en masse fantastiske mennesker,« lyder hans bøn.

Samtidig retter han en tak mod de flere hundrede frivillige, der søndag gjorde afkald på deres fridag for at lede efter den forsvundne pige, der om knap to uger fylder 18 år.

»Jeg ved godt det er meget at forlange at tage endnu en søndag fra jer, men jeg vil for evigt stå i jeres gæld for al den hjælp, I har givet,« afslutter han sit opslag.

Du kan læse hele opslaget nedenfor:

Foto: Facebook
Vis mere