Indtil videre ser det ud til, at antallet af fyrværkeriskader er lavere i år end sidste år. Fyrværkeriskader ved akutmodtagelse er endnu ikke talt op. Men foreløbige tal fra 112-opkald peger på, at færre danskere er kommet galt af sted med nytårskrudtet.

- Det er nytårsaften, så vi har haft travlt, men lidt mindre travlt end sidste år. Indtil midnat var det fredeligt. Først efter midnat blev det rigtig nytårsaften, siger pressevagt ved region hovedstaden Jan Nørtved, der indtil videre har talt 82 skader forårsaget af fyrværkeri.

Alligevel har 112-telefonen ringet 4 gange mere end den gør på en normal dag. Halvdelen af de opkald er løst via rådgivning over telefonen af de sundhedsfaglige medarbejdere.

Færre ambulancekørsler

Landet over er også ambulancerne blevet luftet lidt færre gange i forhold til sidste år. Tallet for hele landet ligger på 943, mens ambulancerne sidste år måtte forlade garagen 973 gange. Alene i hovedstaden kørte ambulancen 39 ture mere sidste år. 
 
- Vejret har været markant mildere i år. Der har ikke været glatte veje og islag, hvilket betyder, at vi har undgået de mange faldulykker, vi normalt ser nytårsaften. Islag og beruselse er en dårlig kombination, slutter Jan Nørtved.