En etårig dreng er blevet overført til Rigshospitalets brandsårsafdeling efter en skoldningsulykke, der fandt sted tidligere på aften i Blokhus.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Peter Redder, til bt.dk.

- Det er en uheldig og alvorlig ulykke, hvor den etårige rækker op efter en gryde med kogende vand og kartofler og uheldigvis får det kogende vand over sig, siger Peter Redder.
 
Ambulancen ankom hurtigt til sommerhuset på Gyvelvej i Blokhus i Nordjylland, hvor den etårige var på ferie med sine forældre. Ambulancepersonalet vurderede, at barnets skader var alvorlige og bad derfor om en politieskorte ind mod hospitalet i Aalborg.

Fra hospitalet blev den etårige fløjet med helikopter til Rigshospitalets brandsårsafdeling her til aften.

- Meldingen er, at han er uden for livsfare, fortæller Peter Redder fra Nordjyllands Politi.

- Men forældrene er selvfølgelig dybt berørte.

Politiet fik anmeldelsen ca. kl. 18.00.