En 36-årig mand er blevet dræbt på stedet ved en voldsom trafikulykke på Landevej 11 Skjernvej mellem Nr. Felding og Klejnstrup i Vestjylland. Personen af det andet køretøj meldes alvorligt kvæstet, og er derfor fløjet til Skejby Hospital ved Aarhus.

Uheldet skete, da to biler, en større kassevogn og en personbil, kørte frontalt sammen på strækningen mellem Skjern og Holstebro klokken 6.30 tirsdag morgen.

- Den større kassevogn forsøger at overhale en personbil, men overser i farten en modkørende. De kører frontalt sammen, og det betyder desværre, at den modkørende har mistet livet, siger vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Gert Høeg.

Derudover har politiet i forbindelse med ulykken efterlyst en motorcykel, af mærket Suzuki GXS 750, med nummerpladen AA75295. Gert Høeg oplyser til BT, at den større kassevogn og motorcyklen er meldt stjålet fra en forhandler i Esbjerg.

- Kassevognen og motorcyklen har en eller anden form for kommunikation lige inden uheldet. Lige efter sammenstødet er føreren af motorcyklen også stoppet kortvarigt op, hvorefter han er kørt fra ulykkesstedet. Derfor formoder vi, at føreren af motorcyklen og den større kassevogn kender hinanden, siger Gert Høeg til BT.

Det frontale sammenstød sendte personbilen ned i vejgrøften, mens kassevognen blev liggende på landevejen. Bilinspektøren skal nu forsøge at fastslå, hvad der forårsagede uheldet, og først derefter kan oprydningsarbejdet påbegynde.

Pårørende til den 36-årige er blevet underrettet, mens politiet på nuværende tidspunkt er ved at finde ud af, hvem den tilskadekomne i den stjålne kassevogn er.

Rute 11 har hele formiddagen været afspærret i begge retninger, da politiet skulle have gennemført en række tekniske undersøgelser på ulykkesstedet. Klokken 11.30 oplyser Vejdirektoratet dog, at vejen er genåbnet.