Den 18-årige mand, der onsdag blev dømt for et seksuelt overgreb mod en klassekammerat ved Retten i Helsingør, fortsætter ikke som elev på Rungsted Gymnasium.

Det fortæller rektor på Rungsted Gymnasium Ruth Kirkegaard:

»Den dømte har meldt sig ud af skolen i går. Jeg har ikke yderligere kommentarer.«

Allerede inden dommen blev afsagt onsdag, fortalte den dømtes forsvarsadvokat, Margrete Steen, at han ikke ville fortsætte på Rungsted Gymnasium.

»Han er udeblevet fra undervisningen, siden han blev tiltalt i begyndelsen af november, så han kommer ikke tilbage til gymnasiet,« sagde Margrete Steen ved Retten i Helsingør.

I stedet har han tænkt sig at arbejde fuld tid det næste stykke tid.

»Nu vil jeg arbejde og tjene nogle penge, men planen er, at jeg skal gøre min uddannelse færdig på et andet tidspunkt,« forklarede den dømte i retten.

Manden er dømt for voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens paragraf 225.

Overgrebet fandt sted i forbindelse med en klassefest den 17. juni 2017.

Den dømte havde her befølt den forurettede klassekammerat under tøjet, mens hun sov i beruset tilstand.

Efter overgrebet fandt sted, fortsatte den dengang 17-årige dreng med at gå i samme klasse som den forurettede jævnaldrende pige, og det har de gjort til den dag i dag.

I halvandet år har de to involverede altså været i samme klasse på trods af både anmeldelse og tiltale.

Det var her ved Retten i Helsingør at der onsdag den 28. november blev afsagt dom i sagen om seksuelt overgreb mellem to klassekammerater på Rungsted Gymnasium.
Det var her ved Retten i Helsingør at der onsdag den 28. november blev afsagt dom i sagen om seksuelt overgreb mellem to klassekammerater på Rungsted Gymnasium. Foto: Benedicte Borelli
Vis mere

Men i retten fortalte den nu dømte mand, at han ikke har snakket med den forurettede, siden overgrebet skete.

Den 18-årige gerningsmand blev idømt fire måneders fængselsstraf, hvoraf en måned er ubetinget fængsel.

Ud over fængselsstraffen blev han også idømt 80 timers samfundstjeneste og skal betale 10.000 kroner i tortgodtgørelse til den forurettede kvinde samt sagens omkostninger.

B.T. har tidligere afsløret, hvordan elever fra Rungsted Gymnasium har afholdt såkaldte 'puttemiddage'.

Her har 1.g-piger været igennem en række sexistiske og grænseoverskridende 'udfordringer' i en optagelsesprøve for at blive udvalgt til en middag, arrangeret af 3.g-drenge.