Den 25-årige mand, der kørte ti-årige Songül Altuntas og hendes mor ned en torsdag aften i november, skal sidde varetægtsfængslet til den 22. december. Analysen af en blodprøve, der skal afgøre, om han var påvirket af hash, da han drønede ind i mor og datter, lader vente på sig.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det står klart efter han blev fremstillet for en dommer her til formiddag i Retten på Frederiksberg, da hans varetægtsfængsling ellers udløb. Dommeren valgte fortsat at holde den 25-årige varetægtsfængslet på grundlag af den tidligere sigtelse.

Den 25-årige kørte Songül og Ruhsar Altuntas ned torsdag 24. november foran Forum i København. Mor og datter ville krydse et fodgængerfelt, og da en hvid Golf standsede for dem, gik de over, men den 25-årige kom drønende i sin hvide varevogn bagfra og højre om Golf’en og ramte dem med 50-60 kilometer i timen. De blev slynget cirka 23 meter hen ad vejen. Dagen efter døde Songül Altuntas af sine kvæstelser, mens moren overlevede med to brækkede ben og andre svære kvæstelser.

Ifølge politiet forklarede den 25-årige på stedet, at han havde røget nogle hvæs af en hashjoint en til to dage før ulykken, mens han selv forklarede i retten dagen efter, at det var en til to uger forinden.

På grund af hash-forklaringen er den 25-årige sigtet for at være påvirket under påkørslen, men analysen af blodprøven, der skal bevise det, lader stadig vente på sig. Det blev oplyst i retten, at den skulle være klar i løbet af et par dage.

Blodprøven er central for strafudmålingen. Hvis det viser sig, at han har været under påvirkning af hash, sidestilles det med spirituskørsel, og fængselsstraffen vil blive talt i år. Hvis prøven er negativ kan straffen for uagtsomt manddrab blive talt i måneder, da det ikke er sikkert, at retten vil lægge til grund, at påkørslen er sket under særligt skærpende omstændigheder.

Den 25-åriges kæreste, der sad på passagersædet i varevognen den skæbnesvangre aften, mødte op som tilhører i retten, og da dommeren for en kort stund forlod retslokalet inden afsigelsen af kendelsen, havde kæresteparret en kort stund sammen under overvågning af en betjent og resten af de tilstedeværende i retslokalet.

Kæresten fik et knus og et kys. Det samme gjorde hendes tre medbragte veninder og den sigtedes far, men det meste af opmærksomheden gik til kæresten i de fem minutter, de havde sammen.

De har højst sandsynligt kun set hinanden ved de tre retsmøder, der har været i sagen indtil videre. Den sigtedes kæreste og far har nemlig først i går fået tilladelse til at besøge ham i fængslet, men endnu ikke kunnet nå at komme gennem den sidste procedure.

Derfor var det også med en sagte gråd at kæresten omfavnede og kyssede den 25-årige.

I sidste uge kunne B.T. bringe billeder fra ti-årige Songül Altuntas’ begravelse, hvor mor Ruhsar måtte se sin datter blive begravet fra en ambulancebåre på grund af sine kvæstelser.