En 18-årig dreng, der er tiltalt for at have dræbt en kun 14-årig pige, erkender sig skyldig i drabet.

29. juli sidste år blev den kun 13-årige norske pige, Sunniva Ødegård, fundet død på en sti kun 150 meter fra sit hjem.

Onsdag starter retssagen, hvor en 18-årig dreng sidder for byretten i den norske by Jæren. Tiltalt for at have dræbt Sunniva Ødegård.

I retten erkender han onsdag at have dræbt hende, men nægter strafskylden, da han ikke mener, han var tilregnelig i gerningsøjeblikket.

Selvforskyldt psykose

Under retssagen vil den unge mands sindstilstand under drabet nemlig blive et centralt fokuspunkt.

Tidligere i år blev den tiltalte flyttet fra fængslet, fordi fængelslægen og en psykolog konkluderede, at han havde en psykose. Han er fortsat under behandling.

Den 18-årige er i øjeblikket psykotisk og har derfor været indlagt på en psykiatrisk afdeling siden 28. marts i år.

Men ved hjælp af medicinering og grundige forberedelser er han alligevel i stand til at afgive forklaring i retssagen, skriver Stavanger Aftenblad.

Om psykosen, da drabet blev begået, blev udløst af rusmidler, er ikke afgørende for, om den tiltalte skal dømmes til fængsel eller forvaring.

En psykose udløst af rusmidler regnes nemlig for at være selvforskyldt og giver derfor ikke grundlag for, at man kan konkludere, at han var utilregnelig på gerningstidspunktet.

I retten er det blevet konkluderet, at den tiltalte havde en rusudløst psykose, da han begik drabet. Derfor vil han altså blive anset som tilregnelig, da det er en selvforskyldt psykose.

Der er blevet udarbejdet tre sagkyndige rapporter om den 18-åriges mentale tilstand på gerningstidspunktet siden drabet 28. juli sidste år.

Sunniva Ødegård blev dræbt, da hun var på vej hjem fra en ven. Foto: Carina Johansen
Sunniva Ødegård blev dræbt, da hun var på vej hjem fra en ven. Foto: Carina Johansen
Vis mere

I løbet af sagen skal 40 forskellige vidner forklare sig i retten. Blandt dem er den tiltalte 18-åriges far og onkel samt den dræbte 13-åriges far.

Det skriver det norske medie VG.

I tiltalen har anklagemyndigheden lagt et forbehold om forvaringsstraf.

Og hvis retten er enig i dette, kan den tiltalte blive den tredje person under 18 år nogensinde, der bliver dømt til forvaring.

Tiltaltes forsvarer har tidligere udtalt, at han kommer til at argumentere mod forvaring.

Ven fandt liget

Det sidste livstegn fra Sunniva Ødegaard var, da hun søndag aften ved 22.30-tiden den 29. juli sidste år ringede til sin kæreste. Hun var på vej hjem fra et besøg hos en ven.

»Nu er jeg snart hjemme. Shit!«

Sådan lød hendes sidste ord. Derefter blev opkaldet afbrudt. Og da kæresten forsøgte at ringe hende op igen, svarede hun ikke.

Sunniva Ødegårds far blev bekymret, da hun ikke kom hjem til den aftalte tid, og satte derfor selv en eftersøgning i gang.

Natten til mandag klokken 3.10 skete det værst tænkelige, da en ven af familien fandt Sunniva Ødegårds lig.

Ifølge politiet tyder intet på, at Sunniva Ødegård kendte den 18-årige i forvejen.

Retssagen mod den 18-årige foregår over fire uger.